ForsideBlokhusGodkendelse af Masterplan Hune

Godkendelse af Masterplan Hune

Print Friendly, PDF & Email

Godkendelse af Masterplan Hune

Når Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 2. oktober 2024, skal udvalget bl.a. behandle et beslutningstema: Godkendelse af Masterplan Hune.

Sagsbeskrivelse
Interessen for at investere i udviklingen af Hune er stor, og der har den seneste tid været indsendt mange forskellige ansøgninger om nye projekter i og omkring Hune. Politisk blev det derfor besluttet og prioriteret, at der i 2024 skulle udarbejdes en Masterplan for Hune.

Masterplanen for Hune er nu udarbejdet, og det er en visionær plan, der beskriver en retning for, hvordan Hune skal udvikle sig i fremtiden. Masterplanen er en visionsplan, der eksemplificerer, hvordan udviklingen kan ske, og Masterplan Hune er det fælles pejlemærke for borgere, foreninger, erhvervsliv, kommune og politikere.

Masterplanen er udarbejdet med afsæt i ønsket om at samle en fælles vision for byens udvikling. Som en del af processen med udarbejdelsen af masterplanen blev der nedsat en styregruppe og et aktørråd. Styregruppen bestod af hele Teknik- og Miljøudvalget, samt af udvalgte medarbejdere fra Vækst- og Udviklingsforvaltningen. Aktørrådet bestod af forskellige typer af interessenter fra byen, fx Hune-Blokhus Borgerforening, Erhvervsforeningen Destination Blokhus-Hune, Hune-Blokhus Pensionistforening, LUP-repræsentant for Blokhus-Hune, private investorer.

Udover nedsættelse af styregruppe og aktørråd, har der været udsendt spørgeskemaer til borgerne i byen, været afholdt interviews med udvalgte aktører samt afholdt et offentligt møde (“Åbent hus”).

Masterplanen indeholder et Hovedgreb og en Vision for byen:

Hovedgreb

Hovedgrebet for den fremtidige udvikling af Hune handler om, at flytte fokus fra Vesterhavsvej til byens centrum. En ydre afgrænsning for Hune definerer, hvor byens grænse går til, og dermed også grænsen for hvor ny bebyggelse må opføres. Derved sikres det, at alt ny bebyggelse samles omkring det nye bycentrum.

Vision

Hune fremstår i dag rodet og uden et særligt centrum. På kanten af byen findes den store natur, som kendetegner Hune, men det er ikke synligt, når man bevæger sig rundt i byen. Visionen for Masterplan Hune er, at vende Hune på vrangen og få byens potentiale frem i lyset!

Visionen udpeger 4 udviklingsspor, som hver har forskellige forudsætninger, potentialer og udviklingsmuligheder.

De 4 udviklingsspor er:

  • Bytorvet, Bystrøget og Byparken
  • Forskønnelse og forbindelser
  • Ny bebyggelse og erhverv
  • Trafik

Bytorvet, bystrøget og byparken

Midt i Hune udvikles byens nye hjerte og samlingssted – tager afsæt i visionen om at vende vrangen på Hune og bringe naturen helt ind i byen.

Området vil bestå af tre vigtige byrum:

  • Bytorvet; bliver Hunes nye centrum, hvor både bystrøget og byparken mødes
  • Bystrøget; bliver Hunes strøg for handel og markeder. Ilsigvej opgraderes til et centralt strøg og kobler de større detailforretninger mod øst sammen
  • Byparken; bliver et samlende grønt strøg, der trækker karakteren fra de grønne områder mod nord og syd ind i byens centrum.

Forskønnelse og forbindelser

”Bring den grønne karakter frem” – strategi for at begrønne Hune og skabe forbindelser til den omkringliggende natur:

  • Placeringen af allétræer langs Vesterhavsvej vil begrønne hele byen og markere en grøn ankomst til Hune
  • Nye forbindelser på tværs af byens nye centrum kobler hele Hune op på naturen, og dermed trækkes den store natur helt ind i Hunes centrum og gør naturen tilgængelig for alle

Ny bebyggelse og erhverv

Masterplanen indeholder 6 områder, som udpeges til fremtidige udviklingsområder:

  • Udviklingsområde A (Bycentrum)
  • Udviklingsområde B (Hune Grusgrav)
  • Udviklingsområde C (Plantagen)
  • Udviklingsområde D (Åparken)
  • Udviklingsområde E (Skovbrynet)
  • Udviklingsområde F (Heden)

Trafik

Trafikveje: Vesterhavsvej, Hunetorpvej og Pirupvejen er trafikveje som fører til og igennem Hune. Det er vigtigt, at der er fokus på fremkommeligheden i forbindelse med disse veje. Krydset kunne med fordel udvides med en venstresvingsbane fra Vesterhavsvej mod Hunetorpvej af hensyn til fremkommeligheden for trafikken mod Blokhus.

Lokalveje/siveveje: Det vil være en fordel at få lavet nogle lokale vejforbindelser/siveveje, så det ikke er nødvendigt at benytte Vesterhavsvej.

Færdsel til fods: Faciliteter for gående kan forbedres.

Adgangen til Blokhus: Der findes kun en trafikvej til Blokhus. Der kunne med fordel åbnes op for lokal sivetrafik fra Hunetorpvej gennem plantagen, hvor der allerede er anlagte grusveje, med ankomst på Møllevej i Blokhus ved busstationen.

Hvilke områder skal masterplanen indeholde?

Det skal drøftes og besluttes, om udvidelsen af område ved FunArt, herunder placering af nye boldbaner, skal fremgå af Masterplan Hune.

Området ved FunArt kan indgå direkte som et areal indeholdt i masterplanen (udbredelsen af masterplanens ydre afgrænsning ændres, så FunArt medtages i Masterplan Hune).

Ønsket om at udvide området ved FunArt med bl.a. nye boldbaner kan også synliggøres i Masterplan Hune via en pil, der angiver en sammenhæng med Hune By og de fremtidige byudviklingsmuligheder i byen.

Ønsket om etablering af bl.a. nye boldbaner ved en udvidelse af området ved FunArt har været medtaget i processen med udarbejdelse af masterplanen. Der har været uenighed i styregruppen om, hvorvidt udvidelsen af område ved FunArt, herunder placering af nye boldbaner, skal fremgå af Masterplan Hune.

På temamøde for Kommunalbestyrelsen den 29. august 2024 ønskede Kommunalbestyrelsens repræsentanter fra “Styregruppen for fremtidig placering af Hune Boldklub”, at der blev arbejdet for at medtage området vest for FunArt i Masterplan Hune. En inddragelse af udvidelsesområdet vest for FunArt kunne fx ske i form af en pil på kortene i masterplanen (se eksempel i bilag), der angiver en fremtidig sammenhæng med område ved FunArt og Hune By.

Planloven lovfæster princippet om, at byudviklingen skal ske indefra og ud. Det betyder, at udlæg af nye arealer til byvækst som udgangspunkt skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder. En pil og dermed en sammenhæng vil kunne danne grundlag for, at Planlovens principper om byudvikling kunne opfyldes ved en evt. udvidelse af området ved FunArt.

Offentliggørelse af endelig masterplan

Det skal drøftes og besluttes, om der skal være et offentligt møde i forbindelse med vedtagelsen af Masterplan Hune.

Formen på et offentligt møde kunne fastlægges og arrangeres sammen med aktørrådet.

Et offentligt møde kunne evt. afvikles som et “cafémøde” med emneopdelte informations- og debatgrupper. Alternativt kunne den endelige vedtagne masterplan præsenteres på en udstilling, som evt. kunne bemandes i nogle bestemte tidsrum.

Tidsplan
Teknik- og Miljøudvalgets møde den 23. september 2024
Økonomiudvalgets møde den 2. oktober 2024
Kommunalbestyrelsens møde den 10. oktober 2024
Offentliggørelse: Uge 43/44, 2024

Retsgrundlag: Planloven

Budgetmæssige konsekvenser
Realisering af indhold fra masterplanen kan udløse, at den kommunale vej Ilsigvej opgraderes med fx fortov. Desuden kan der blive behov for, at der laves øvrige trafikale ændringer i og omkring Hune.

Høring/borger- og brugerinvolvering
Der har igennem hele processen med udarbejdelse af Masterplan Hune været involvering af en kreds af aktører og parter, ligesom der har været afholdt et offentligt møde i området.

Det skal drøftes og besluttes, om der skal være et offentligt møde i forbindelse med vedtagelsen af Masterplan Hune.

Indstilling: Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende

atMasterplan Hune vedtages endeligt med ændring i form af en pil på kortene i masterplanen, der angiver en fremtidig sammenhæng med område ved FunArt, og
atoffentliggørelsen af Masterplan Hune arrangeres sammen med det nedsatte aktørråd enten som et “cafémøde” eller som en udstilling.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 23. september 2024, pkt. 101:

Det anbefales, at der indsættes pil på relevante kort, der indikerer, at der kan etableres en boldbane til Hune Boldklub. Planen tilrettes tekstmæssigt. Offentliggørelse af planen sker som et cafemøde. Herefter anbefales godkendt.

Johnny Solberg stemmer imod, da den oprindeligt aftalte masterplan i styregruppen er blevet ændret uden at dette er aftalt i styregruppen.

Bilag
Masterplan Hune_reduceret
Udkast til pil_Masterplan Hune

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER