Flere læger til Fjerritslev: Jammerbugt Kommune glæder sig over Regionens tiltag
Jammerbugt Kommune ser med stor tilfredshed på, at Region Nordjylland har besluttet at udbyde to ydernumre i lægedækningsområdet Fjerritslev. Denne beslutning har potentiale til at gøre området særligt attraktivt for praktiserende læger fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation), og det, at der udbydes 2 ydernumre samtidigt, gør det muligt at etablere sig i partnerskab/fællesskab – en model, vi ved er særdeles attraktivt for mange læger. Partnerskabsmodellen tilbyder en mere bæredygtig og kollegial arbejdsform sammenlignet med den traditionelle enkeltmandspraksis, hvilket yderligere styrker incitamentet for læger til at søge stillinger i vores kommune.
I Jammerbugt Kommune ser vi yderst positivt på Regionens initiativ i forhold til at styrke lægedækningen. Vi værdsætter, at regionen sætter borgernes sundhed i centrum, da dette er en mærkesag for kommunen. Vi ved at adgang til faste læger er af altafgørende betydning for vores borgere, og vi er sikre på, at denne model vil have en positiv indvirkning på borgerne i Fjerritslev-området. Vi forventer, at borgerne får tilknyttet faste læger, hvilket de klart har givet udtryk for som et ønske.
Jammerbugt kommune har haft et godt og konstruktivt samarbejde med Borgerforeningen i Fjerritslev v/ Hasse Vernerfelt og Jens Sørensen, som har deltaget i arbejdet for at få PLO – læger til Fjerritslev.
Skulle det imod forventning ikke lykkes at få besat de to ydernumre med PLO-læger, er Jammerbugt Kommune fortsat positivt indstillet over for en eventuel etablering af en regionsklinik i området. Vi baserer denne holdning på de gode erfaringer, vi har haft med regionsklinikken i Pandrup, der snart overgår til en PLO-klinik med faste læger. Dette viser, at der er grundlag for et frugtbart samarbejde mellem region og kommune, hvilket også styrker vores tro på, at vi kan opnå lignende succes i Fjerritslev.
Endvidere er vi gennem medierne blevet bekendt med, at de tidligere annoncerede ydernumre i lægedækningsområdet Brovst, som tidligere blev drevet af Alles Lægehus, nu er blevet budt på af tre PLO-læger. Dette er et yderst positivt signal om den fremgang, vi ser i arbejdet med at tiltrække faste PLO-læger til vores kommune, denne udvikling er vi meget tilfredse med.
Sammenfattende udtaler borgmester Mogens Christen Gade: “Vi oplever et solidt og konstruktivt samarbejde med regionen i bestræbelserne på at sikre en stabil og bæredygtig lægedækning i Jammerbugt Kommune, og vi ser frem til de fortsatte positive fremskridt.”
Jammerbugt Kommune anerkender Region Nordjyllands indsats og ser med optimisme mod en fremtid med fuld lægedækning af faste PLO-læger i kommunens lægedækningsområder.