Danmarksdemokraterne, Konservative, Lokallisten og 2 løsgængere fremsætter fælles ændringsforslag til Budget 2025 i Jammerbugt Kommune
Danmarksdemokraterne er gået sammen med Det Konservative Folkeparti, Lokallisten samt løsgængerne John Bjerg og Michael Krogsgaard om at stille et konstruktivt ændringsforslag til det budgetforlig for 2025, som et flertal i kommunalbestyrelsen står bag.
– Bag ændringsforslaget ligger et klart politisk ønske om at samle hele kommunalbestyrelsen om det kommende års budget. Det vil styrke den politiske stabilitet, skabe trygge rammer og arbejdsvilkår for kommunens ansatte og dermed også medvirke til øget borgervelfærd, som jo er målet med det hele. Politik i øjenhøjde med borgerne er det, der er behov for, udtaler Kjeld Hedegård Nielsen, der er borgmesterkandidat for Danmarksdemokraterne og fortsætter:
– En direkte udløber af det er således, at gruppen bag ændringsforslaget samtidig ønsker at nedsætte et pilotprojekt med fokus på at inddrage plejepersonalet i arbejdet med at komme med forslag til, hvordan trygheden kan øges blandt kommunens ældre medborgere.
– Det er vores klare ønske og håb med dette alternative forslag at opnå tilslutning fra en samlet kommunalbestyrelse, fortsætter Kjeld Hedegård Nielsen. Det vil i givet fald være første gang i denne valgperiode, det sker. Muligheden er der, for vi har i gruppen af partier og personer bag forslaget lagt stor vægt på økonomisk forsvarlighed forenet med mere borgervelfærd, en genindførelse af klippekortordningen på plejecentrene, en legeplads til børnene på Saltum Skole samt en styrkelse af bosætningen ved at indføre en forsøgsordning med gratisbus til alle unge under 18 år i 2025.
– For at leve op til kravet om økonomisk forsvarlighed skal der udarbejdes en rapport, som belyser, hvilke værktøjer Jammerbugt Kommunen kan betjene sig af til at øge den borgernære velfærd inden for de givne økonomiske rammer, understreger Kjeld Hedegård Nielsen afslutningsvis.
Fakta fra ændringsforslaget til budgetaftalen
Anlægsinvesteringer på 65,7 mio. kr.
Der budgetteres med et driftsoverskud på ca. 128,9 mio. kr.
Skattefinansieret anlægsbudget 65,6 mio. kr.
Afdrag på langfristet gæld udgør 63 mio. kr.
Afdrag på gæld til feriefonden udgør 31 mio. kr.
Der er budgetteret med, at der henlægges 5,8 mio. kr. til kassen i 2025.
Den gennemsnitlige likviditet over 12 mdr. forventes ved udgangen af 2025 at være ca. 147,5 mio. kr.
Pulje til finansiering af stigning i udgifter på Velfærdsområderne
I de seneste år har alle kommuner set en stigning i udgifterne på Velfærdsområderne – overførselsindkomster, de specialiserede områder og seniorområdet – derfor har forligsparterne afsat en pulje på 10 mio. kr. til finansiering af en evt. ikke budgetlagt stigning på Velfærdsområderne.
Danmarksdemokraterne har sammen med Det Konservative Folkeparti, Lokallisten samt John Bjerg og Michael Krogsgaard arbejdet målbevidst på at fremlægge et konstruktivt ændringsforslag til budgettet for næste år. Det bør ifølge Kjeld Hedegård Nielsen kunne få en samlet kommunalbestyrelse bag sig, fordi det forener økonomisk ansvarlighed med øget borgervelfærd – herunder ikke mindst større tryghed for de ældre medborgere i kommunen.