Debat: Politiske måltal for fordelingen af ungdomsuddannelser i Jammerbugt
Af Rene Rosenkrans, Diane Aarestrup, Kiki Bille Bach og Susanne Møller Jensen (A) medlemmer af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt
Det er en kendsgerning, at vi inden længe står med en udfordring på arbejdsmarkedet. Vi kommer til at mangle faglærte medarbejdere. Folk, der har skruet hænderne “rigtigt på” eller som ikke har “ti tommelfingre”.
I forbindelse med sidste møde i Børne- og Familieudvalget samt Beskæftigelsesudvalget, fastholdte Socialdemokratiet i Jammerbugt de søgemåltal, som var indstillet af forvaltningen med 60% tilsøgning til gymnasial uddannelse, 33 % til erhvervsuddannelserne og 7% til øvrige, tallene har været gældende siden 2021.
Når vi kigger i vores kommune, så har vi et stort potentiale til at tage en erhvervsuddannelse, og det viser tallene også. I 2024 er der 30,6% af kommunens elever, som vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, hvor søgetallet på landsplan er 19,9%.
Vi har en meget stor tillid til, at vores UU-vejledere altid kigger på det enkelte unge mennesker og vejleder ud fra ønsker og muligheder – det skal give mening.
Når vi så alligevel har måltal, så betyder det jo ikke, at man forsøger at fortælle de unge, at de ikke må tage gymnasiale uddannelser. Procenttallene matcher meget godt den virkelighed, som vi har i dag. Men med alle de tiltag, som vi har lavet med makerspace, Engineering og nu også mulighed for praktikker for vores elever, så har vi et lille håb om, at det også åbner dørene for erhvervsuddannelserne.
De unge mennesker, skal vælge lige præcis den vej, som de ønsker at gå i uddannelsessystemet. Men som ansvarlige politikere, er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til hvad fremtiden kalder på – nemlig flere faglærte.
Tak for at være opmærksom på vore unge. 👍🌹