Nordjyllands Politi: Har du registreret dine overvågningskameraer?
Kameraovervågning kan være afgørende, når politiets efterforskere hurtigt skal opklare kriminalitet eller kortlægge et hændelsesforløb. Derfor opfordrer Nordjyllands Politi alle med overvågningskameraer til at registrere dem i Politiets Kameraregister.
At kameraovervågning kan være helt centralt for politiets opklaringsarbejde ved de fleste. Men knap så mange ved måske, at det netop dérfor er vigtigt, at kameraejerne sørger for at få registreret deres overvågning i Politiets Kameraregister.
”Kameraovervågning er et rigtig stærkt kort for os at have på hånden, når vi skal opklare kriminalitet. Kameraregistret er vores overblik over, hvor der er opsat overvågning. Det kan spare os tiden, som det tager at afsøge et område for at finde ud af, om der hænger kameraer. Så kan vi langt hurtigere komme i gang med at sikre spor. Og ofte er tiden en vigtig faktor,” forklarer politiinspektør Ole Kristensen, Nordjyllands Politi.
Han uddyber:
”Overvågning kan fx gøre det muligt for os at identificere gerningsmænd og at følge deres færden til og fra gerningsstedet. Så jo flere kameraer, vi har registreret i vores system, jo mere effektivt og værdifuldt bliver det for efterforskningen.”
Politiinspektøren minder om, at registreringen i øvrigt er lovpligtig for virksomheder, myndigheder, foreninger m.fl. Det er frivilligt for private borgere at registrere deres kameraer. Ole Kristensen håber dog på, at mange vil gøre det for at bakke op om politiets arbejde.
Alle kameraer er relevante, og politiet har ikke direkte adgang
Ole Kristensen vil gerne gøre op med et par forkerte forestillinger, som politiet af og til støder på.
”Nogle tænker, at deres éne kamera næppe kan være relevant for politiet lige dér, hvor det nu sidder. Men det kan det. Alle stationære kameraer er relevante for os. Dit kamera er med til at indsnævre for os, hvor folk har været og ikke har været,” slår Ole Kristensen fast.
”– og så har jeg også hørt, at nogle tror, at politiet automatisk kan se, hvad et kamera filmer, når det er registreret hos os. Det er på ingen måde tilfældet. Det kan vi ikke. Så vi kontakter altid folk for at spørge om adgang til at se optagelserne,” oplyser Ole Kristensen videre.
Det er nemt at registrere
Hjælp politiet med at opklare kriminalitet ved at føje dit overvågningskamera til Politiets Kameraregister. Det klares let på politi.dk/kamera ved brug af en pc og login med NemID/MitID.
På samme side findes der også nærmere information om, hvem der skal og kan registrere. Der er desuden konkrete svar på en stribe ofte stillede spørgsmål om overvågning.
Fakta
- Du registrerer nemt dit kamera i Politiets Kameraregister på politi.dk/kamera via en pc.
- Politiets Kameraregister (også kaldet POLCAM) er et fælles register, som alle landets politikredse benytter.
- Politiet får ikke direkte adgang til video fra de registrerede kameraer, men kan let og hurtigt se, hvem vi skal kontakte for at få udleveret optagelser.
- Virksomheder, offentlige myndigheder, foreninger, trossamfund mv. har pligt til at registrere deres overvågningskameraer i henhold til tv-overvågningsloven.
- Registreringspligten gælder de kameraer, der overvåger gade, vej, plads eller lignende områder, der benyttes til almindelig færdsel. Man skal kun registrere kameraer, man selv har etableret eller har brugsret til.
- Kameraovervågning opsat inden den 1. juli 2021 skal være registreret senest den 1. september 2021.
- Kameraovervågning opsat efter den 1. juli 2021 skal være registreret senest 14 dage efter opsætning.
- Private borgere har ikke pligt til at registrere deres kameraer. Nordjyllands Politi opfordrer alligevel alle private til at registrere deres kameraer – simpelthen fordi ethvert kamera kan være værdifuldt for en efterforskning.
Læs mere her: https://politi.dk/s