ForsideJammerbugtAmbassadør for Boss Ladies: Modulproducent ønsker flere kvinder i byggebranchen

Ambassadør for Boss Ladies: Modulproducent ønsker flere kvinder i byggebranchen

Ambassadør for Boss Ladies: Modulproducent ønsker flere kvinder i byggebranchen

Scandi Byg er netop blevet aktiv virksomhedsambassadør for Boss Ladies, der kæmper for at skabe bedre vilkår for kvinder på erhvervsskolerne og i brancher som bygge- og anlægsindustrien. Ambassadørskabet skal hjælpe med at tiltrække flere kvindelige talenter til Scandi Bygs produktionshaller, hvor godt ti procent af de ansatte er kvinder – en af dem er Mai-Britt Frimor, som gerne ser endnu flere kvinder i faget.

Bygge- og anlægsbranchen har historisk været en branche, hvor størstedelen af de ansatte er mænd. 9,3 procent af de ansatte i bygge- og anlægsbranchen i 2012 var kvinder, mens tallet var 10,2 procent i 2022. Der er således ikke sket en nævneværdig udvikling i antallet af kvinder i branchen i de seneste år.

Men den tendens vil Scandi Byg dog gerne påvirke. Modulproducenten er derfor gået aktivt ind i kampen for at tiltrække flere kvinder til byggebranchen og er tiltrådt som ambassadør for det nationale projekt Boss Ladies – en organisation som arbejder for at tiltrække flere kvindelige talenter til erhvervsuddannelsernes tekniske fag samt til jobfunktioner inden for områder som bygge- og anlægsbranchen.

På nuværende tidspunkt er ti ud af de godt 130 ansatte i Scandi Bygs produktionshaller kvinder. En af dem er produktionsmedarbejder og træningskoordinator Mai-Britt Frimor, der har været ansat i virksomheden i otte år. Og selvom hun vægter kompetencer højest, er Mai-Britt Frimor dog glad for, at der kommer mere fokus på at få flere kvinder til virksomheden i Løgstør.

– Jeg er egentlig kontoruddannet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var det rigtige for mig. Efter nogle år hos en vindues- og dørproducent kom jeg i et kursusforløb, som Tech College lavede i samarbejde med Scandi Byg. Her blev jeg oplært i modulbyggeri og efter en praktikperiode fik jeg fastansættelse på et hold med 22 ansatte, som lavede skurvogne, fortæller Mai-Britt Frimor og fortsætter:

– Siden dengang har jeg haft mulighed for at prøve mange forskellige områder af i virksomheden, og i dag er jeg endt i en spændende rolle, hvor jeg står i produktionen, men jeg er også træningskoordinator med ansvar for at oplære de nye timelønnede inden for områder som arbejdsmiljø, sikkerhedsregler og kontrolskemaer.

De faglige kompetencer må ikke glemmes
Selvom Mai-Britt Frimor har oplevet mange positive ændringer ved, at der er kommet flere kvinder i Scandi Bygs produktionshaller, og hun gerne vil være en del af kampen for at få flere af sit eget køn ind i byggebranchen, er det vigtigt for hende, at de faglige kompetencer ikke bliver glemt.

– Der er helt sikkert fordele ved at have en arbejdsplads, hvor der ikke kun er mænd eller kvinder. Jeg kan blandt andet mærke, at de sociale rammer er udvidet, efter vi er blevet flere kvinder. Der er kommet en bedre tone, og der er plads til at åbne op over for sine kolleger, fortæller Mai-Britt Frimor og tilføjer:

– I sidste ende mener jeg dog, at vi skal ansætte de medarbejdere, der har de bedste kvalifikationer. Men her er Boss Ladies jo også et glimrende tiltag, fordi de netop kæmper for, at få flere kvindelige talenter ind på erhvervsuddannelser, og det er jo første skridt på vejen til, at der kan komme endnu flere faglærte kvinder i min branche.

Den filosofi er Scandi Bygs produktionschef Henrik Lundgaard Jensen helt enig i, og han er spændt på, hvordan udviklingen i antallet af kvindelige ansøgere vil udvikle sig i den nære fremtid.

– Scandi Byg har et godt samarbejde med kommuner, uddannelsessteder og jobcentre, hvor vi gør det klart, at vi gerne modtager ansøgninger fra kvinder med de rette kvalifikationer. Det og vores nye ambassadørskab i Boss Ladies skal skabe en positiv udvikling, hvor virksomhedens produktionshaller ikke anses for en mandsdomineret arbejdsplads, siger Henrik Lundgaard Jensen og fortsætter:

– Vi kan allerede se, at en mangfoldig arbejdsplads giver nogle spændende dynamikker og et endnu stærkere sammenhold i Scandi Byg. Det skal vi bygge videre på, og forhåbentligt får vi flere kvindelige faglærte, ufaglærte og lærlinge til produktionshallerne i fremtiden, afslutter han.

Figur 1: Procentvis fordeling af beskæftigede mænd og kvinder i bygge- og anlægsbranchen

20122013201420152016201720182019202020212022
Kvinder9,33%9,32%9,25%9,31%9,37%9,43%9,64%9,75%9,87%9,98%10,20%
Mænd90,67%90,68%90,75%90,69%90,63%90,57%90,36%90,25%90,13%90,02%89,80%

Kilde: Danmarks Statistik

”Scandi Byg er netop blevet aktiv virksomhedsambassadør for Boss Ladies, der kæmper for at skabe bedre vilkår for kvinder på erhvervsskolerne og i brancher som bygge- og anlægsindustrien. Ambassadørskabet skal hjælpe med at tiltrække flere kvindelige talenter til Scandi Bygs produktionshaller, hvor godt ti procent af de ansatte er kvinder – en af dem er Mai-Britt Frimor, som gerne ser endnu flere kvinder i faget.” Foto: Scandi Byg

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER