Mens mange unge snart tager på ferie med familien, har over tusind spejdere i stedet valgt at bruge en uge udenfor på kursus i fællesskab, friluftsfærdigheder og samarbejde.
En uges kursus i teamwork og ledelsesfærdigheder. Det lyder måske som noget, HR-afdelingen i en mellemstor virksomhed har påtvunget medarbejderne. Men faktisk er det, hvad 1.100 unge spejdere selv har valgt at bruge deres længe ventede efterårsferie på.
Over tusind spejdere i alderen 12-16 år tager fra den 13.-19. oktober nemlig af sted på særlige spejderkurser fordelt over hele landet. På kurserne, der har fokus på at styrke spejdernes ledelses- og samarbejdsevner, er der dog ingen whiteboards og powerpoint-shows. I stedet øver spejderne deres samarbejde gennem natløb og madlavning over bål, ligesom spejderne naturligvis bor i telt og ikke på konferencecenter.
En af de unge, der skal af sted, er 14-årige Amalie Agerlin Ødum. Det er tredje gang, hun bruger sin efterårsferie på et spejderkursus: “Det er en vildt sjov måde at lære både sig selv og andre unge bedre at kende. Der er virkelig meget, man kan tage med sig hjem og bruge i ens hverdag, både til spejder, men også i skolen. Og så får man en masse nye venner fra hele landet. Jeg ses stadig med flere af dem, jeg var på kursus med sidste år.”
Ud over at lære nye tricks om teamwork og trangia-madlavning, får spejderne god mulighed for at knytte nye venskaber på tværs af landsdele. På kurserne inddeles spejderne nemlig i små teams, også kaldet patruljer, hvor spejdere fra både Sæby, Svendborg og Sorø skal samarbejde om alt fra båltænding til gådeløsning og Snapchat-løb.
Og at dømme ud fra de mange tilmeldinger, er den opskrift populær blandt de unge spejdere. I år har Det Danske Spejderkorps måttet oprette venteliste til kurserne i efterårsferien.
I alt afholder Det Danske Spejderkorps 19 kurser for unge spejdere i efterårsferien. Kurserne afholdes i hele Danmark fra Herning til Helsingør. Et enkelt kursus afholdes desuden på Spejdernes Ungdomsø i Øresund, mens et andet finder sted i den svenske nationalpark Söderåsen.
Bag kurserne står flere hundrede frivillige spejderledere fra Det Danske Spejderkorps, der har brugt flere måneder på at planlægge en uge, der skal give spejderne nye færdigheder, sjove oplevelser og et netværk af spejdervenner fra hele landet.