ForsideJammerbugtStor stigning i vold mod plejehjemspersonale vækker stor bekymring

Stor stigning i vold mod plejehjemspersonale vækker stor bekymring

Stor stigning i vold mod plejehjemspersonale vækker stor bekymring

TV2 har undersøgt omfanget af voldsepisoder mod plejehjemspersonalet i Danmark, og både niveauet og udviklingen bør få alarmklokkerne til at ringe. Når plejehjemsbeboere i vid udstrækning lider af demens, skal medarbejderne klædes godt på via uddannelse og faglig sparring, mener fagpolitisk ordfører i FOA Maria Klingsholm.

TV” har via rundspørge og aktindsigt undersøgt omfanget af vold mod ansatte på plejehjem, og resultatet er gruvækkende. Fra 2019 til 2023 er der sket en stigning på 43 procent.

”Ingen skal udsættes for vold, når de går på arbejde, og at omfanget ikke bare er stigende, men stærkt stigende, bekymrer mig voldsomt,” siger Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA.

TV2’s tal viser, at der i 2019 var 3.623 episoder med vold eller trusler mod personalet. I 2023 var hele 5.186, og da tallene kun bygger på svar fra to tredjedele af landets kommuner, er tallet potentielt en hel del højere.

Et stigende antal beboere på landets plejehjem lider i større eller mindre grad af demens, og med stigningen stilles der nye krav til, hvordan hverdagen på plejehjemmet skal planlægges og indrettes. Her er det essentielt, at medarbejderne sikres de fornødne kompetencer og værktøjer til både at forebygge og håndtere vold, mener Maria Klingsholm:

”Vi skal sikre, at alle, der arbejder med demente, er oplærte og uddannede til at håndtere den uforudsigelighed, deres arbejdsdag byder på. Og så skal man være klædt på til at kunne stå i konflikterne uden at føle skyld og skam,” siger hun.  

Vold og trusler om vold har længe været et kendt problem i ældreplejen, men TV2’s tal får alligevel FOAs fagpolitisk ordfører til at spærre øjnene op. Hun påpeger, at man er nødt til at bryde den negative spiral, hvor flere udfordringer påvirker hinanden i en skidt retning.

Når den kommunale økonomi er så presset, som det er tilfældet, presser man medarbejderne, der mest af alt bare gerne vil gøre et godt stykke arbejde. Presset fører til sygemeldinger, og sygemeldinger fører til underbemanding og et for stort forbrug af vikarer, der ikke har samme forudsætninger for at håndtere de svært demente borgere. Alt sammen påvirker risikoen for, at voldsepisoder opstår. Vold og trusler om vold fører så til yderligere sygemeldinger, og så begynder spiralen forfra.

”Der er ikke noget quick fix her desværre – det bliver et langt, sejt træk at få nedbragt antallet af voldsepisoder. Men vi kan jo starte med at sikre, at kommunerne har de økonomiske forudsætninger for at kunne sikre et passende antal medarbejdere i ældreplejen. Det vil være en god start,” siger Maria Klingsholm.

I den mere lavpraktisk del af håndteringen handler det om at sikre, at medarbejderne får den fornødne faglige sparring, og så er det vigtigt altid at være to i vagt, når der er risiko for vold og lignende.

”Vi skal hele tiden lære af de situationer, der opstår, og medarbejderne skal have at vide, at det ikke er dem, den er gal med. I en presset hverdag skal vi desuden insistere på, at man altid er to, når der er risiko for vold. De voldsomme episoder kan komme syn lyn fra en klar himmel, og i sådanne situationer er det vigtigt ikke at stå alene,” siger Maria Klingsholm.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER