Intet forbud mod veganske madpakker i Jammerbugt Kommunes dagtilbud
Det var aldrig hensigten at forhindre veganske madpakker i børnehaven Bøgebakke i Jammerbugt Kommune. Formanden for Børne- og familieudvalget i Jammerbugt Kommune, Susanne Møller Jensen, beklager at en misforståelse nu har skullet afgøres ad rettens vej.
Retten i Hjørring har i dag afgjort, at Jammerbugt Kommune ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at familien, som i sommeren 2020 ansøgte om en plads i Børnehaven Bøgebakke, blev informeret korrekt om muligheden for at tage egen madpakke med.
Formand for Børne- og familieudvalget i Jammerbugt Kommune, Susanne Møller Jensen ærgrer sig over misforståelsen, men understreger, at man i fremtiden vil sikre en mere grundig dialog.
”Vi efterlever dagtilbudsloven, men efter rettens vurdering har vi ikke været helt klar i vores vejledning om, at selv om man skal betale for frokostordningen, så kan man altså godt medbringe sin egen madpakke. Det tager vi selvfølgelig til efterretning”.
Rundvisning og oplysning
Forløbet bag den nu afgjorte retssag begyndte med en direkte henvendelse fra familien til den pågældende børnehave for en rundvisning tilbage i 2020.
I dagtilbuddets frokostordning på det aktuelle tidspunkt, var det ikke vurderingen, at det var muligt at servere et vegansk frokosttilbud, der kunne leve op til Sundhedsstyrelsens kostråd.
Da man kun i tilfælde af allergi eller sygdom kan fritages for betaling til en forældrebesluttet frokostordning, blev familien oplyst om, at pladsanvisningen kunne vejlede familien om, hvilke dagtilbud der ikke har indført betalt frokostordning. Dette således at forældrene ikke skulle betale for en frokostordning, de ikke kunne benytte grundet deres overbevisning.
Familien valgte i mellemtiden et privat dagtilbud, og Jammerbugt Kommunes forvaltning havde derfor ingen anledning til at undersøge mulighederne yderligere.
Særskilt info på hjemmesiden
”Det er beklageligt, at forvaltningens bestræbelser på at vejlede familien, angiveligt førte til, at familien fik den opfattelse, at den indførte frokostordning og en vegansk hverdag for deres barn udelukkede hinanden,” siger Susanne Møller Jensen.
Hun oplyser, at der i fremtiden vil blive informeret særskilt om muligheden for at kombinere en forældrebetalt frokostordning og egen madpakke.
”Vi vil oplyse på vores hjemmeside om, at man gerne må medbringe egen madpakke, hvis man har behov for det, forudsat at man betaler til den forældrebesluttede frokostordning. På den måde sikrer vi i hvert fald, at denne misforståelse ikke opstår igen. Den bedste kur mod misforståelser er dog gensidigt at insistere på en god dialog i den enkelte situation,” understreger Susanne Møller Jensen,
om Dagtilbudsloven § 16 a, stk. 1, jf. § 16 a, stk. 3, jf. § 16 b, stk. 1.
Når børn indskrives i et dagtilbud, som efter dagtilbudsloven har indført forældrebesluttet frokostordning med et sundt frokostmåltid, kan kommunen kun fritage forældre for ordningen, hvis deres barn har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid.