Penge givet fri til gode fysiske rammer, cykelsti, trafiksikkerhed og havnene i Jammerbugt
Kommunalbestyrelsen har besluttet at frigive en række anlægsmidler til forskellige projekter i Jammerbugt Kommune. Det drejer sig om vedligeholdelse af kommunale bygninger, etablering af cykelsti fra Biersted mod Haldager, trafiksikkerhedstiltag og renovering af kommunens havne.
Gode fysiske rammer i kommunale bygninger
For at skabe gode fysiske rammer for brugerne af kommunens ejendomme er vedligeholdelse prioriteret i budget 2024. Der er disponeret med knap 4,9 mio. kr. til dette. I 2024 vil der være fokus på at sikre tætte bygninger og akut vedligehold. Pengene vil derudover bl.a. blive brugt på at opfylde nye brandkrav og energibesparende tiltag.
Cykelsti langs Haldagervej
Kommunalbestyrelsen har afsat knap 3 mio. kr. i dette års budget til at anlægge en ny cykelsti langs Haldagervej fra Biersted mod Haldager. Pengene til projektet bliver nu frigivet, og cykelstien vil blive etableret i løbet af 2024.
Trafiksikkerhed og renovering af havnene
Der er i budgettet for 2024 afsat 2 mio. kr. til en række forskellige anlægsprojekter, som nu sættes i gang. Kommunalbestyrelsen har netop besluttet, at pengene skal bruges på trafiksikkerhedstiltag og renovering og vedligehold af havnene i Jammerbugt Kommune – Gjøl, Attrup og Haverslev Havn.
LÆS OGSÅ: Kvinde narret på Facebook Marketplace