ForsideNordjyllandEndnu et travlt år for dyrene i Nordjylland

Endnu et travlt år for dyrene i Nordjylland

Endnu et travlt år for dyrene i Nordjylland

2023 blev et travlt år for Dyrenes Beskyttelses internaters arbejde med at hjælpe svigtede dyr på fode og få dem ud i nye, kærlige hjem. Igen i år formidlede Nordjyllands internat rekordmange dyr til nordjyderne.

Dyrenes Beskyttelses internater har haft et travlt år. En opgørelse fra de ni internater viser, at der er fundet nye hjem til 8.498 dyr i 2023. Disse mange dyr har kunnet mærkes på Nordjyllands internat, hvor de fandt hjem til 980 dyr i 2023. Det er 62 flere dyr end året før, og travlheden har kunnet mærkes.

– Det foregående år har været hektisk på mange måder, hvor vi i perioder var på kapacitet. Ikke desto mindre hjalp vi rekordmange dyr, og det er vi virkelig stolte af. Forhåbentligt har vi hjulpet disse dyr med at finde deres sidste hjem. Alt dette ville have været uopnåeligt uden vores engagerede medarbejdere og de utallige frivillige kræfter, der har givet alt på internatet, siger Karina Fisker, internatleder på Nordjyllands internat.

Dyreinternatet formidlede flest katte, men også mange hunde og kaniner. I 2023 fik 708 katte, 145 hunde, 43 kaniner og 84 mindre dyr som marsvin, fugle og hamstere nye gode hjem fra internatet i Nordjylland.

Karina Fisker husker især 2023 for de store hundesager i starten af året, men også den store fondsbevilling til den nye dyrlægeklinik, som skal stå færdig i 2024.

– Vi glæder os rigtig meget til, at klinikken er færdig, så vi kan behandle vores dyr på internatet i stedet for at skulle transportere dem til dyrlæger andre steder. Det kommer til at gøre en stor forskel for vores dyr og velfærden generelt, siger Karina Fisker.

Plejefamilierne gør en stor forskel

For at kunne rumme særligt de mange katte, får Nordjyllands internat hjælp af deres store netværk af plejefamilier. De cirka 181 plejefamilier tager sig især af kattemødre med killinger og moderløse killinger. Når killingerne er 12 uger gamle, kan de klare sig uden deres mor og kommer ud i nye hjem.

– Uden støtten fra vores plejefamilier ville vores mulighed for at hjælpe dyr være stærkt begrænset. Vi er dybt taknemmelige for deres uvurderlige indsats. Plejefamilierne er med til at sørge for, at vores dyr begynder deres nye liv på den bedst mulige måde, siger Karina Fisker.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER