Drøftelse af proces vedrørende tildelingskriterier for §18 midler
Social- og Sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 9. januar 2024, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Drøftelse af proces vedrørende tildelingskriterier for §18 midler
Drøftelse af proces i forbindelse med beslutning af tildelingskriterier for §18 samt samarbejde mellem kommunen og frivillige sociale foreninger.
Sagsbeskrivelse
Det blev på møde i Social- og Sundhedsudvalget d. 5. december 2023 besluttet, at tildelingskriterierne for §18 midler skal revideres. Derudover blev det besluttet, at der skal igangsættes en proces i forhold til kobling mellem kommunens samarbejde med frivillige foreninger, §18 midler og den pulje til forebyggelse af mistrivsel og ensomhed, som blev afsat i forbindelse med vedtagelsen af budget 2024 i Jammerbugt Kommune.
Jammerbugt Kommunes Frivilligpolitik bør revideres, da der er sket ændringer på området, siden den nuværende Frivilligpolitik blev vedtaget. Den nuværende frivilligpolitik er vedtaget i 2014. Denne retter sig udelukkende mod frivilligt socialt arbejde og udmøntes primært gennem støtte til Frivillighuset.
Forvaltningen foreslår derfor, at revideringen af Frivilligpolitikken danner rammen for den videre proces omkring samarbejdet med frivillige foreninger og tildeling af §18 midler. I den forbindelse foreslår forvaltningen, at der tages stilling til, om der ønskes et bredere fokus for frivilligpolitikken og i det hele taget tages stilling til forventninger til det fremadrettede frivillige virke i kommunen.
Det kan være relevant at forholde sig til:
- Sammenhæng mellem Frivilligpolitikken, Kultur- og Fritidspolitikken og Folkeoplysningspolitikken herunder finansieringsmuligheder
- Sammenhænge/forskelle mellem folkeoplysende og sociale aktiviteter
- Definition af frivilligt socialt arbejde
- Kan Frivilligpolitikken tænkes som et strategisk dokument, der giver retning og mulighed for at nytænke og samskabe velfærd?
- Skal Frivilligpolitikken nytænkes til at kunne rumme nye frivillige fællesskaber som eksempelvis Boblberg?
- Rollefordeling mellem kommune, foreninger og Frivillighus samt samspil mellem kommunale og frivillige indsatser
- Sammensætning af Frivilligråd
- Hvordan og af hvem tages initiativ til samarbejde mellem kommune og foreninger
- Rekruttering af nye frivillige til både eksisterende og nye initiativer
- Kriterier for tildeling af §18 midler, herunder: hvilke former for aktiviteter kan der / kan der ikke gives tilskud til? Rammebevillinger og graduering i forhold til foreningens størrelse / antal berørte borgere
Processen omkring revidering af Frivilligpolitik og det fremadrettede samarbejde mellem kommunen og frivillige bør være inddragende i forhold til frivillige foreninger, interesseorganisationer, Frivillighuset samt andre interessenter og aktører på området.
Konkret forslag til proces gennemgås på mødet.
Tidsplan
SSU 09.01.24 (drøfter)
Retsgrundlag
Lov om social service § 18.
Budgetmæssige konsekvenser
Ikke relevant.
Høring/borger- og brugerinvolvering
Ikke relevant.
Indstilling
Social-, Sundheds- og Beskæftigelsesforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, at udvalget drøfter oplæg til proces.