ForsideJammerbugtJørgen Ravn Christensen: Er kommunen ved at lukke sig om sig selv?

Jørgen Ravn Christensen: Er kommunen ved at lukke sig om sig selv?

Af Jørgen Ravn Christensen (C), Fjordgade 4, 9440 Aabybro, Medlem af Kommunalbestyrelsen og Økonomiudvalget

Er kommunen ved at lukke sig om sig selv?

Det er i hvert fald den fornemmelse, jeg sidder med som medlem af Kommunalbestyrelsen.

Der er ingen tvivl om, at vi 4, som udgør oppositionen i Kommunalbestyrelsen ikke gør tingene, som man plejer. Dette er helt naturligt, for vi gik jo netop til valg på, at vi ville have en anden retning for vores kommune. Vi tør godt stille de kritiske spørgsmål, undersøge sager, der ser mærkelige ud, set fra vores synspunkt, og ikke mindst tør vi sige højt, når vi ser noget, som vi mener bør ændres.

Med alt det sagt, så er det ærgerligt at sidde med en fornemmelse af, at det bliver sværere og sværere at få den information, vi ønsker.

Jeg ved godt, at jeg er en af dem, som stiller flest spørgsmål til vores forvaltning. Det ser jeg ikke som et problem, men nærmere som et godt tegn på, at jeg går op i min opgave og er mit ansvar bevidst. Selvfølgelig medfører det ekstraopgaver for forvaltningen, når der kommer et spørgsmål, men sådan er det nu engang.

Grunden til overskriften er en mail jeg har modtaget fra vores Kommunaldirektør. Her får jeg besked om, at mine spørgsmål nu pludselig vil blive besvaret mundtligt på næste møde i Økonomiudvalget.

Dette er lidt mystisk, da jeg normalt og mange gange tidligere har fået skriftlige svar. På mødet håber jeg at blive klogere på, hvorfor vi lige pludselig ændrer praksis.

I et svar til vores Kommunaldirektør har jeg dog udtrykt, at jeg håber på at få svarene på skrift, som det har været kutymen indtil nu. Jeg har blandt andet spurgt ind til nogle regnskabstal, hvilket jo alt andet lige vil være mest logisk at aflevere skriftligt frem for mundtligt. De medarbejdere der skal finde svarene frem, laver jo alligevel noget på skrift, som så læses højt på mødet i Økonomiudvalget.

Et sådant møde er jo lukket, og jeg ved ikke, om det spiller ind i overvejelserne, men jeg agter nu at bruge de informationer, jeg får fra forvaltningen, i det offentlige rum. Jeg sidder stadig med en fornemmelse af, at man ønsker at gøre tingene så besværlige som muligt, men måske tager jeg fejl. Der kommer nok en god forklaring på næste Økonomiudvalgsmøde.

1 KOMMENTAR

  1. Måske du så bare skal optage hvad der sker. Hvis kommunen ikke er åben, er der lusk. Kommunen er borgernes værn modsat der ikke foregår noget hvor fordeling og økonomi bliver forvaltet ordentligt. Ergo skal der være skridt på beslutninger eller spørgsmål

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER