International anerkendt og prisbelønnet kunstner udstiller kunstig intelligens–værk på Aabybro Skole
Eleverne på Aabybro Skole får sig en spændende start på weekenden, når en interaktiv udstilling vil være sat op på skolen fredag 24. november. Alle øvrige interesserede er også velkomne til at kigge forbi udstillingen.
Aabybro Skole, afdelingen på Kattedamsvej, får i morgenmørket 24. november kl. 6.30-11.30 besøg af udstillingen MADE OF STARDUST (2023), som den internationale, anerkendte og prisbelønnede kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm står bag.
MADE OF STARDUST er en interaktiv og audiovisuel installation, som består af en stor videoprojektion, et lydlandskab og kunstig intelligens, der genererer levende billeder baseret på dels publikums interaktion og dels data fra forskningsarkiver.
Installationen vil blive vist på Aabybro Skoles grå betonmur, og alle er velkomne til at kigge forbi værket, som er gratis at besøge. Der er mulighed for at opleve et spektakulært og sjovt værk, som publikum kan interagere med og blive en del af ved at blive animeret og integreret i værket.
MADE OF STARDUST
MADE OF STARDUST er støttet af Novo Nordisk Fonden og realiseret i tæt samarbejde med Arka Sarangi fra forskningscentret DARK på Niels Bohr Instituttet i København. Kunstværket blev skabt til udstillingen Yet, It Moves! på Copenhagen Contemporary i København, hvor det var udstillet i to måneder fra medio august til medio oktober 2023.
Cecilie Waagner Falkenstrøm er en dansk kunstner, som er anerkendt i den internationale kunstverden for sin kunst, der anvender kunstig intelligensteknologi (machine learning). Cecilie har udstillet på museer internationalt, bl.a. det store kunstmuseum ”Victoria and Albert Museum” i London og på Europas førende tech-art festival ”Ars Electronica” i Østrig. Cecilie’s har vundet en af verdens førende awards for digital kunst ”The Lumen Prize” to gange og den engelske ”TECHNE Award”. I Danmark har hendes kunst været vist på Copenhagen Contemporary, Det Kongelig Teater, Trapholt m.v. Hun skabte også det første danske kunstværk i rummet, da kunstværket ”Celestium” blev skabt ombord på NASAs del af Den Internationale Rumstation.
Læs mere her: https://www.artificialmind.ai/projects/made-of-stardust
LÆS OGSÅ: Tank tømt for 250 L dieselolie