Det var et hyggeligt åbent hus arrangement på Biersted Aktivitetscenter
Centerrådet på Biersted Aktivitetscenter havde i år lagt sig ekstra i selen for at lave et både festligt og hyggeligt åbent hus, hvilket må siges lykkedes. Den 2. november var der samlet over 50 brugere af huset, der var med til at fremvise over for gæsterne, alle de mange aktiviteter som 60+ går til på Biersted Aktivitetscenter.
Centerrådsformanden Preben Dalgaard bød velkommen.
Formanden takkede åbent hus-udvalget for godt arbejde og samtidig takkede centerrådsformanden varmt de mange brugere af huset for at bakke op omkring Centerrådets ide om et åbent hus.
Centerrådet har mange gode tilbud til seniorer på Biersted Aktivitetscenter. Der er bl.a. motionsholdet, nørkleholdet, biblioteket med kunst og læsning, trædrejere og glaskunst i værkstederne og mulighed for en omgang billard. Alt sammen blev vist frem til åbent hus, og som gæst til at holde en tale i dagens anledning var borgmester Mogens Gade inviteret.
-Alt i alt en god dag hvor huset summede af aktiviteter. Borgerforeningen i Biersted havde pyntet fint op med flag omkring aktivitetscenteret, der var pænt gjort og tak til alle de medvirkende, gæster og til borgmesteren der også kiggede forbi, fortæller Centerrådsformand Preben Dalgaard og fortsætter:
-Biersted Aktivitetscenter fik vist husets mange muligheder frem, både med de forskellige interesse-aktiviteter, men jo så sandelig også det store sociale fællesskab, der er omkring stedet.
Nogle af de forskellige hold er fuldt booket, mens der er plads på andre.
-Det ville være dejligt eksempelvis, hvis der var en flok ældre seniorer, som kunne ønske sig at spille billard. Der er masser af plads til flere i kælderen. Bare mød op, der er køer og køkridt til alle. Alle holdene med tidspunkter og kontaktpersoner kan ses på vores hjemmeside, slutter formanden.
Du finder hjemmesiden her: https://bierstednet.dk/index.php/institutioner/50-biersted-aktivitetscenter
LÆS OGSÅ: Fredslyset kommer i år til Trekroner den 29. november