Den korte historie i Aabybro – Munidorf
For et par uger siden kunne vi her på Jammerbugtposten.dk fortælle om “Den korte historie” i på Torvet i Blokhus. Torsdag den 2. november kunne Nordjyske Museer så åbne endnu en “Den korte historie“ i Jammerbugt Kommune. Denne gang i Aabybro.
Formanden for Fritid-, Kultur- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen var også denne gang inviteret til at åbne udstillingen.
I sin tale sagde udvalgsformanden:
Velkommen til Thor, Peter, og alle jer fremmødte. Jammerbugt Kommune er glade for endnu en gang, at kunne byde velkommen til Den Korte Historie, bygget op og fortalt af de dygtige folk fra Nordjyske Museer. Og vi er enormt glade for at de endnu en gang vil være med til at gøre os klogere på vores egen historie. Det passer så godt i tråd med, at vi som lokalpolitikere gerne vil at kulturen og historien rykker ud. Tak for det.
Anden Verdenskrig og besættelsen er et mørkt kapitel i både Danmarks og verdenshistorie. Her 80 år senere er det stadig svært at forstå hvordan det kunne ske – og lige siden krigens afslutning har historikere, pårørende og andre interesserede ledt efter svar.
Der er skrevet utallige bøger, artikler og afhandlinger, lavet dokumentarer og spillefilm, og arkiver i hele verden er blevet gennemsøgt. Man skulle tro at hver sten var blevet vendt.
Alligevel er der små bider af historien, der næsten går under radaren. Et eksempel er fortællingen om den falske landsby, Munidorf, bare en kilometer herfra.
Derfor besluttede lokale ildsjæle sig for at få historien frem i lyset. Det har ført til et samarbejde mellem Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn og Nordjyske Museer, der også kunne se, at der gemte sig en fantastisk historie på den anonyme mark udenfor Aabybro.
Samarbejdet har ikke kun ført til Den Korte Historie, men også en række udsolgte foredrag, ligesom der arbejdes på en permanent udstilling i det fri – men det hører I forhåbentlig nærmere om i fremtiden!
Besættelsen kan bringe onde minder frem, både for dem der oplevede den og for deres efterkommere. Men det er vigtigt at blive ved med at belyse dette mørke kapitel, især i en tid hvor der igen er krige og konflikter, både i den store verden og i Europa.
Det er det fordi, at det stadigvæk er vigtigt med oplysning om hvordan det kunne komme dertil. Og for at forstå nutiden skal man jo kende fortiden. Og med sådan et stykke historie i baghaven har vi da næsten pligt til at belyse den. Og som så meget andet i verden er der intet, der kommer af sig selv. Og her vil jeg gerne fremhæve dig Peter Mølgaard for – helt ærligt – uden dig og din vedholdenhed og ikke mindst engagement, så havde vi ikke stået her i dag. Så det viser bare hvor langt man kan nå med fællesskab og med engagement. Tak for din ihærdighed.
Jeg håber, at mange vil besøge Den Korte Historie i den kommende måned, og blive klogere på en lille lokal bid af verdens historie – netop fordi den er med til at forme os som mennesker. Velkommen til og tak for ordet.
Udstillingen kan besøges i hele november måned 2023.