Gjøl Surf Station blev lanceret – Et særdeles attraktivt samlingssted for vandsport entusiaster
Til lanceringen af det nye Gjøl Surf Station på Gjøl Havn var formanden for Kultur.- Fritid og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreassen indbudt til at holde tale i forbindelse med lanceringen af det nye spændende aktiv på Gjøl. I sin tale sagde formanden:
-Tusind tak for indbydelsen til at komme i dag.
-Gjøl – en by med liv – den overskrift må vi da sande at I så sandelig lever op til. Der er netop mange parametre på spil for at opnå den ambition I har – sammen med Jammerbugt Kommune – om at gøre byen attraktiv for bosætning. Jeg synes faktisk at I gør hvad man kan. Hold da op hvor er der gang i mange særdeles positive ting.
-I dag endnu et positivt tiltag – nemlig lanceringen af Gjøl Surf Station. Og vi har jo en meget stor ambition her i kommunen – nemlig at blive Danmarks bedste fritids kommune. Og hvis vi vil være det – betyder det i min verden at vi lidt af det hele på den store palette, der hedder fritid.
-Om det er at spille skak, spille håndbold, gå til ridning eller dyrke forskellig vandsport på fjorden, bidrager alle til at der er endnu mere for os som børn, unge og ældre i vores dejlige kommune. Det ER vigtigt med et så livligt og mangfoldigt fritidsmiljø som muligt.
-Og hvorfor så det? – Ja, det kunne jeg jo tale særdeles længe om – jeg skal skåne jer – men alligevel pointere at for mig som menneske er det særdeles vigtigt at vi alle sørger for at være en del af et aktivt fællesskab. Det er jo lidt oppe i tidens trend at man kan gøre mange ting selv – man har ikke ”tid” til at dyrke holdsport, man vil gerne være aktiv når det passer en selv osv. Det tror jeg vi skal passe gevaldigt på med. Desværre vokser ensomheden blandt både børn, unge og ældre. Det har vi alle en pligt til at forhindre og hvad er bedre til dette end at være med i et aktivt foreningsliv? – for mig er det i hvert fald en vigtig parameter.
-Så netop derfor betyder det også noget med så bred en vifte som muligt i det at dyrke forskellige aktiviteter på fjorden som overhovedet muligt. Om man surfer, står på SUP board eller kitesurfer, ja så er rammerne jo bare blevet rigtig fine. Jeg er sikker på, at det vil blive et særdeles attraktivt samlingssted for vandsport entusiaster – og dejligt at vi også på den front får vist vores kommune godt frem.
-Og så skal vi jo huske på at hvert et positivt tiltag – stort eller småt – jo netop gavner til at vise, at vi rent faktisk har langt det meste at byde på i Jammerbugten. Ingen har alt at byde på, det har vi heller ikke her, men vi er tæt på. Og for mig, netop tæt på med det, der i virkeligheden betyder noget. At vi har et fællesskab, et mødested for vores lokalsamfund der betyder noget for os. Og den allerbedste reklame vi kan gøre for vores kommune – vores lokalsamfund er vel nok at vise at vi rent faktisk selv er ret så begejstrede for at bo her.
-Med endnu en farve på paletten er Gjøl havn i dag blevet endnu rigere og jeg er sikker på at Tabita vil give os ret i, at nu er her endnu mere at komme efter.
-Udover at Surf Stationen betyder endnu et godt tilbud for kommunens børn og voksne, kan Gjøl Surf Station sammen med de øvrige aktiviteter på havnen være med til at realisere visionerne for masterplanen for Limfjordslandet. Intentionen med masterplanen for Limfjordslandet er gennem en styrkelse af oplevelsesmulighederne og formidling at tiltrække flere gæster/turister til Limfjorden og hermed skabe basis for flere virksomheder og jobs inden for turisme i landdistrikterne og her er maritime aktiviteter et godt bud, da vi de senere år har set stor interesse for surfing, Stand Up paddle osv.
-Men nu er det jo sådan at intet kommer af sig selv – heller ikke en surfstation. Kommunen bakker gerne op om nye gode initiativer – men de skal komme nedefra – komme fra vores aktive medborgere. Så er vi nemlig sikre på at det er ting der vil blive brugt, ting der kommer vores lokale til gavn – og netop qua det sikrer den sammenhængskraft der er helt nødvendigt for at udvikle os. Så en kæmpe tak til jer der står bag. Det har jo været et kæmpe arbejde. Der skal søges tilladelser, søges fonde og al praktikken skal klares. Jeg er sikker på, at I nogen gange har tænkt – åh nej – orker vi mere – kommer vi i mål?
-Det er I. I har ydet et kolossalt arbejde for at mange af jeres medborgere kan nyde resultatet – så klap jer selv på skulderen – I har bidraget til endnu et fantastisk tiltag i at vi er blevet en endnu bedre og rigere Fritids Kommune.
-TAK for indsatsen og et stort tillykke med Gjøl Surfstation.