ForsideJammerbugtKattepine for kæledyrsejere: Nu starter højsæsonen for nedfaldskatte

Kattepine for kæledyrsejere: Nu starter højsæsonen for nedfaldskatte

Kattepine for kæledyrsejere: Nu starter højsæsonen for nedfaldskatte

Sommeren er højsæson for katteulykker, og derfor bør særligt katteejere være ekstra opmærksomme i øjeblikket. Ifølge en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler AniCura er fænomenet nedfaldskatte et stort problem lige nu, og derfor kan kæledyrsejere med fordel gøre hjemmet mere kattevenligt for at forhindre, at kæledyr falder ned fra vinduer og altaner, lyder rådet fra chefdyrlæge.

Mens mange danskere nyder de solrige dage på altanen eller i haven, er det ikke alle, der er lige begejstret for den lune årstid. Lige nu er det nemlig højsæson for katteulykker, og derfor bør særligt katteejere være ekstra opmærksomme, lyder det fra AniCura, der er en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler. En af de helt store farer om sommeren omhandler nedfaldskatte, og selvom det kan lyde som noget fra en tegnefilm, er det et udbredt fænomen i hele landet.    

– Sommeren er uden tvivl den årstid, hvor flest katte kommer til skade, og en af de største farer i sommermånederne omhandler nedfaldskatte, der ganske enkelt henviser til det fænomen, at katte falder ned fra store højder såsom fra et vindue eller en altan. Det er et udbredt problem i hele landet, og lige nu modtager størstedelen af vores klinikker i Danmark derfor flere katte, som er kommet slemt til skade som følge af et fald.

Ifølge Anders Jensen, der har omtrent 20 års erfaring med behandling af kæledyr herunder nedfaldskatte, er der flere tiltag, man som kæledyrsejer kan tage i brug for at beskytte sin kat mod fald fra store højder.

Gør dit hjem mere kattevenligt
Det er især de varme temperaturer, der øger risikoen for nedfaldskatte, da mange danskere ofte lufter meget ud om sommeren. Det betyder, at vinduer og altandøre ofte står åbne, og derfor bør man holde godt øje med sin kats færden, lyder rådet fra chefdyrlægen.

– Mange har en tendens til at tro, at katte er meget smidige og således ikke kan falde ud ad vinduer eller ned fra altaner. Men det er desværre ikke unormalt, at katte falder ned fra flere meters højde, og selvom langt størstedelen af dem mirakuløst nok overlever, så kan et fald nemt medføre kvæstelser i brysthulen, ansigtet og i ryggen samt indre blødninger fra leveren eller nyren, forklarer Anders Jensen og understreger, at der er flere måder, hvorpå man kan gøre sit hjem mere kattevenligt:

– Først og fremmest er det en god ide at holde særligt øje med sin kat, når man er hjemme, hvis døre og vinduer står åbne, ligesom man bør lukke døre og vinduer helt eller delvist, når katten er alene. Derudover kan man med fordel sætte et net op omkring sin altan for at forhindre fald

Hvis uheldet alligevel er ude, og man ser en kat falde ned fra højderne, bør man ikke tøve med at undersøge kæledyret eller række ud til en dyrlæge, lyder det:

– Det kan være rigtigt svært at opdage skader efter et fald, særligt hvis ikke der er noget synligt at se på katten. Derfor bør man grundigt undersøge hele kæledyrets krop og pels, og er man det mindste i tvivl, er det altid fordelagtigt at kontakte en dyrlæge hurtigst muligt, afslutter han. 

Fakta om nedfaldskatte

  • Årsagen til at katte falder ned fra højderne skyldes primært, at kæledyret søger nye oplevelser og derfor kravler ud ad vinduer eller ned fra altaner. Derudover kan interessen for at fange fugle, som sidder på altanen eller tagrender, også medvirke til, at katte mister fodfæstet og falder.
  • Det er ikke nødvendigvis en fordel, hvis katte falder ned fra kortere højder. I mange tilfælde kan et fald fra 5. sal faktisk medføre mindre alvorlige skader og læsioner end et kortere fald. Det skyldes formentligt, at katte, der falder fra større afstande, kan nå at rotere i luften og således lande på benene.
  • Katte som forsøger at lande på forbenene, har ofte kvæstelser i ansigtet og brysthulen, hvorimod katte der forsøger at lande på bagbenene ofte har bækken- og lårbensskader.
  • Nedfaldskatte opleves primært om sommeren, når døre og vinduer står åbne, og selvom fænomenet finder sted overalt i Danmark, er det primært i større byer, hvor mange bor i lejlighed, at problemet er størst.

Kilde: AniCura Danmark

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER