Billetsalget til Sommersang På Bratskov eksploderer i disse dage…
SOMMERSANG PÅ BRATSKOV er for længst klar med årets program. Og om eftermiddagen søndag den 13. august vil Herregården Bratskovs park i hjertet af Brovst blive fyldt med et stort forventningsfuldt publikum når solisterne Pernille Højmark, Pia Raug, Malthe Nielsen, James Rasmussen og Lasse & Mathilde indtager den store friluftsscene sammen med husorkestret HerregårdsOrkestret. Der forventes en tilstrømning af publikum fra hele landet.
Foreningerne bag det store arrangement er så heldige, at de har modtaget stor støtte fra både Region Nordjylland, Jammerbugt Kommune og fra Sparekassen Danmark Fonden. Og som formand og initiativtager Karsten Højen siger, skal det selvfølgelig komme publikum til gode.
”Det har gjort, at vi kan præsentere Nordjyllands bedste husorkester HERREGÅRDSORKESTRET sammen med ikke mindre end fem af landets fornemste solister for en billetpris på kun kr. 125,-”.
De fem solister er
* den folkekære skuespiller og sanger PERNILLE HØJMARK, der er kendt fra adskillige hovedroller i TV-serier og spillefilm – og også som sanger i festbandet Sweethearts.
* JAMES RASMUSSEN der udgjorde en fjerdedel af en af Danmarks største og mest succesfulde sangkvartetter Four Jacks med en lang række evergreens bag sig.
* sangskriveren PIA RAUG der gennem snart en menneskealder har forsynet det danske folk med smukke sange der tager livet alvorligt.
* MALTHE NIELSEN er det nordjyske islæt og vil præsentere publikum for en lang række sange i genrerne blues, soul og rock`n´roll. Han er bl.a. kendt fra bandet Rockmaskinen og fra trioen The Muleskinners.
* fra Fyn kommer LASSE & MATHILDE med et kæmpe bagkatalog af kendte sange, som de fleste af os er vokset op med.
Alle solister optræder med hver en halv times koncert og slutter af med at lægge op til en fællessang, som publikum kan synge med på ud fra et sanghæfte der uddeles ved indgangen.
Men ikke nok med det – som Karsten Højen siger, skal Sommersang På Bratskov være en totaloplevelse. Og oven i handelen får man en “forfest” ved indgangen/billetsalget fra kl. 12:00 mens man venter på at indgangen åbner. Her underholder CIRKUS SKUNK med gøgl og andre narrestreger og gårdsangertrioen NIELSEN BANDEN med bakkesangerinden SIDSEL som udfordrende solist.
På pladsen vil man også kunne møde en lang række boder med kunsthåndværk, smykker, blomster, lokalt producerede økologiske råvarer, spændende tøj og meget andet…
Og på pladsen vil man kunne møde den arbejdende professionelle billedkunstner NATALIA DOLGOVA der vil male stemningsbilleder med inspiration fra det store arrangement. Måske sælges billederne på auktion som afslutning på arrangementet.
Dagens festlige konferencier er Bo ”Giro 413” Larsen, der også vil synge en enkelt sang for publikum som en hyldest til den for nylig afdøde Peter Belli og velkomsttalen er lagt i hænder på borgmester Mogens Gade. Formand og næstformand for kommunens kulturudvalg Helle Bak Andreasen og Kiki Bach vil indledningsvis synge for på Sommersang På Bratskovs kendingsmelodi ”Hymne til Sangen”, som er skrevet af Viggo Steincke og Lars Kaaber.
”KØB BILLET NU INDEN DET ER FOR SENT” slutter Karsten Højen
Fysiske billetter kan købes hos EXPERT i Brovst eller købes og downloades på www.brovstmusik.dk
LÆS OGSÅ: Årets borger 2023 kåret i Brovst