ForsideJammerbugtHvert tredje barn bliver solskoldet i sommerferien

Hvert tredje barn bliver solskoldet i sommerferien

Hvert tredje barn bliver solskoldet i sommerferien

Solskoldninger øger risikoen for hud- og modermærkekræft, og solskoldninger i barndommen er særligt skadelige. Ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at hvert tredje barn blev solskoldet i sommerferien sidste år, og risikoen for solskoldninger stiger, når sommerferien holdes sydpå.


Sommerferien står for døren, og store som små vil ud at nyde sommervejret. Men en dejlig dag i solen kan ende med smertefulde solskoldninger og en øget risiko for kræft, hvis vi ikke husker at følge solrådene om skygge, solhat og solcreme.

I en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse angiver 32 pct. af forældre til hjemmeboende børn under 18 år, at deres barn blev solskoldet, da de holdt sommerferie sidste år.

Værst ser det ud for de børn, der holdt sommerferie i udlandet. Her angiver 51 pct. af forældrene, at deres barn blev solskoldet.

”Forældre skal gøre mere”
De nye tal bekymrer Peter Dalum, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelses Solkampagne:

-Tallene viser tydeligt, at vi som forældre skal gøre mere for at solbeskytte vores børn -både når vi holder ferie i Danmark og især når rejsen går sydpå. Derfor skal vi huske at pakke solhat og solcreme i feriekufferten, og så gøre som de lokale og holde en lang siesta i skyggen midt på dagen, siger Peter Dalum.

Det er især vigtigt at passe godt på familiens yngste i sommersolen. Det skyldes, at celledelingen i overhudens pigmentceller er størst tidligt i livet, når hudens overflade vokser. Uv-stråling har derfor lettere ved at påvirke cellernes arvemateriale.

 Jo tidligere børn udsættes for skadelige uv-doser fra solen, jo længere tid har skaderne også til at udvikle sig til hud- og modermærkekræft senere i livet.

Husk også de store børn
De små børn bliver bedre solbeskyttet end de store. I rapporten angiver 20 pct. af forældre til børn i alderen 0-5 år, at deres børn blev solskoldet på ferien, mens det gælder for 37 pct. af børn i alderen 11-15 år og 42 pct. Af de 16-17-årige.

Det tyder således på, at der bliver flere solskoldninger i takt med, at børnene bliver ældre og selv skal stå for solbeskyttelsen.

– Et godt råd til forældre med større børn er at være gode rollemodeller i solen. Hvis vi selv husker solcremen og solhatten og holder os i skyggen midt på dagen på sommerferien, er der god chance for, at vores børn gør det samme. Det samme er tilfældet, hvis vi modsat ligger og steger i solen midt på dagen, siger Peter Dalum.

Skolebørn sendes på sommerferie med de gode solråd
Kræftens Bekæmpelses Solkampagne gør i år en ekstra indsats for at huske skolebørnene på skygge, solhat og solcreme, inden de tager på sommerferie. Der er nemlig blevet indarbejdet et nyt vers om solbeskyttelse i den populære sang ”Ferie – ferie – ferie”, som mange skoleelever synger på sidste skoledag.

Hvis du har børn i skolealderen, så tip deres lærer om det nye vers, som kan ses her

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER