Godkendelse af ændret anvendelse af Klim Bjerg Hotel- og Restaurant til midlertidigt botilbud
Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 6. juni 2023, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Godkendelse af ændret anvendelse af Klim Bjerg Hotel- og Restaurant til midlertidigt botilbud
Beslutningstema
Godkendelse af ændring af anvendelse af ejendommen Klim Strandvej 156, 9690 Fjerritslev fra hotel og restaurant til midlertidigt botilbud.
Sagsbeskrivelse
Klim Bjerg Hotel- og Restaurant har indtil nu været drevet fra ejendommen Klim Strandvej 156, 9690 Fjerritslev. Bygningerne er nu sat til salg, og en potentiel køber har ansøgt kommunen om landzonetilladelse til at ændre anvendelsen fra hotel og restaurant til et midlertidigt botilbud. Botilbuddet skal fungere som rehabiliteringscenter for folk med svære traumer, f.eks. PTSD, under Servicelovens § 110.
Bygningernes placering i landzone i naturen, og stedets indretning med eksisterende værelser med eget bad gør, at der er mulighed for ro uden for meget forstyrrelse fra omgivelserne. Ifølge ansøgningen er der et potentiale i at tilbyde yderligere rehabiliteringscentre for PTSD-ramte i Danmark, og placeringen ved Klim Bjerg i rolige omgivelser skulle være optimal for folk med et overbelastet og stresset nervesystem, og som har brug for behandling. Socialtilsyn Midt har ifølge det oplyste bekræftet, at der er brug for et midlertidigt botilbud som ovenfor beskrevet.
Rehabiliteringscenteret vil kunne tilbyde plads til ca. 18 beboere, og der vil skulle ansættes ca. 30 personer, herunder socialrådgivere, pædagoger, psykofagligt personale, kontor-, køkken-, rengøringspersonale og pedel.
Ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse i landzone kræver landzonetilladelse i henhold til Planloven. Ved meddelelse af landzonetilladelser skal det bl.a. iagttages, hvordan det ansøgte er i overensstemmelse med Jammerbugt Kommunens øvrige visioner, målsætninger, strategier og retningslinjer i kommuneplanen. Derudover skal det vurderes, hvorvidt det ansøgte er af et sådant omfang, at det udløser krav om lokalplanpligt.
I henhold til den turistpolitiske redegørelse i kommuneplanen fremgår det, at strategien for hoteller er:
Tendensen er, at folk holder flere og kortere ferie, hvilket bl.a. betyder en større interesse for hotelophold. Hotelophold er i et beskæftigelsesperspektiv interessant, idet hotelgæster generelt har et højere døgnforbrug end eksempelvis camping- og feriehusgæster. På tidspunktet for vedtagelsen af kommuneplanen var der i Jammerbugt Kommune 10 hoteller og feriecentre og de er omdrejningspunktet for denne overnatningsform i Jammerbugt Kommune. I 2016 og 2017 er der etableret nye hoteller i Fårup Sommerland og Blokhus, ligesom kapaciteten er udvidet på Hotel Søparken i Aabybro. Desuden er Svinkløv Badehotel genopført.
Efterspørgslen på hotelovernatninger forventes at stige fremover, og derfor vil Jammerbugt Kommune i den kommende planperiode se på, hvor yderligere udvidelser og etableringer af hotelkapacitet kan ske.
Nedlæggelse af hoteller er umiddelbart ikke i tråd ovenstående strategi ud fra et turismeperspektiv. Der bliver ved nedlæggelsen af hotellet/restauranten en overnatningsfacilitet mindre i kommunen. Derimod er indretning af et rehabiliteringscenter som ansøgt stadig interessant ud fra et beskæftigelsesperspektiv, idet der som ovenfor nævnt skal ansættes ca. 30 personer.
I forhold til om en ændret anvendelse fra hotel/restaurant til midlertidigt opholdssted udløser krav om lokalplanpligt gælder det, at lokalplanpligten indtræder før et større bygge- eller anlægsarbejde eller en væsentlig ændring i anvendelsen af bebyggelse og arealer mv. sættes i værk. I forbindelse hermed skal der foretages en planlægningsmæssig vurdering af konsekvenserne af projektet.
Ejendommen er ikke omfattet af kommuneplanrammer eller eksisterende lokalplan. Ejendommen er beliggende i landzone. Ifølge Erhvervsstyrelsens vejledning om landzoneadministration fremgår det, at der normalt bør meddeles landzonetilladelse til institutioner, der indrettes i eksisterende tomme bygninger/overflødiggjorte bygninger. I en sådan vurdering skal det igen vurderes, om lokalplanpligten indtræffer.
I det ansøgte er det oplyst, at faciliteterne kan indrettes i de eksisterende bygninger, uden væsentlig til- og ombygning. En lang række af de faciliteter som skal anvendes i forbindelse med rehabiliteringscenteret forefindes allerede på stedet. Der er i ansøgningen ikke oplyst, at der skal ændres på anvendelsen af udendørs ubebyggede arealer. Vækst- og Udviklingsforvaltningen vurderer, at en anvendelsesændring fra hotel/restaurant til et opholdssted ikke vil være en anvendelsesændring, der skaber væsentlig ændring i det bestående miljø, hverken trafikalt eller udseendemæssigt. På den baggrund vurderes det ansøgte ikke at være lokalplanpligtigt. I det anvendelsesændringen sker i bestående bebyggelse, vurderes der heller ikke at være forhold, der strider mod kommuneplanens retningslinjer i øvrigt.
Retsgrundlag
Planlovens § 35: I landzoner må der ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.
Servicelovens § 110: Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Budgetmæssige konsekvenser
Ingen
Høring/borger- og brugerinvolvering
En ansøgning om landzonetilladelse skal i orientering i 14 dage hos naboer og myndigheder før der træffes afgørelse.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at ansøgningen sendes i orientering hos naboer og foreninger i 14 dage, og at der meddeles landzonetilladelse såfremt der ikke indkommer væsentlige bemærkninger.