41 nye el-ladestandere i Jammerbugt Kommune
På mindre end et år er Jammerbugt Kommune kommet i mål med opstillingen af el-standere ved større kommunale bygninger. Som et led i den grønne omstilling og som en nødvendighed i turistsæsonen har opgaven stået højt på prioriteringslisten
Projekt ”offentlige ladestandere” i Jammerbugt Kommune er nu i mål. Torsdag d. 11. maj klippede borgmester Mogens Christen Gade båndet i en lille uofficiel markering af den sidst opsatte ladestander, nemlig nr. 41 ved Nolshallen i Saltum.
Hermed er Jammerbugt Kommune i mål med opfyldelsen af ladestander-bekendtgørelsen, ifølge hvilken kommunerne inden januar 2025 skal have opstillet ladestandere ved kommunale bygninger, som ikke er til beboelse, men som har mere end 20 parkeringspladser. I Jammerbugt Kommune betød de i alt 41 ladestandere på 38 lokationer, som altså nu, halvandet år inden fristens udløb, er sat op. Energiselskabet E.ON har stået for opsætningen af ladestandere og vil stå for driften de næste otte år.
Hurtig billet ind i statslig pulje
Ladestander-bekendtgørelsen, der trådte i kraft i marts 2020, stemmer godt overens med Jammerbugt Kommunes egen strategi for udrulning af el-ladeinfrastrukturen, som blev vedtaget af økonomiudvalget i 2021. Heri understreges både turismen og den grønne omstilling som to områder, der ansporer til at sætte fart i processen.
Jammerbugt Kommune var således den første til at sende en ansøgning om støtte fra den statslige pulje til netop udrulning af el-ladeinfrastrukturen, som blev åbnet for kommunerne i april 2022. Herfra blev projektet støttet med 1,3 mio. hvilket udgør cirka 30 procent af den samlede projektsum.
På plads før sommer-sæsonen
Opsætningen af stander nr. 41 er et vigtigt punktum for et godt stykke arbejde med el-ladestandere i Jammerbugt Kommune, pointerer borgmester Mogens Christen Gade.
”Jammerbugt Kommune var hurtigt ude af starthullerne, da der blev mulighed for at søge statslig støtte, for vi ønsker at udføre vores del af opgaven med udrulning af el-ladeinfrastrukturen så hurtigt og så godt som muligt, til gavn for den grønne omstilling. At vi nu, halvandet år før tid og inden turistsæsonen begynder, har opsat 41 standere rundt om til fri afbenyttelse, er også et vigtigt signal om, at vi gør, hvad vi kan, for at holde førerpositionen som Nordjyllands største turistkommune målt på overnatninger. En grundlæggende service som opladning af bilen må ikke mangle, når man beslutter sig for, hvor ferien skal holdes.”
Med frit tilgængelige ladestandere er sommerhusfolket godt hjulpet, men mange har også et ønske om at kunne lade bilen på matriklen, og det er el-nettet ofte ikke gearet til. Fra Jammerbugt Kommunes side arbejdes der i samarbejde med andre turistkommuner på at løse denne opgave.
Se liste over opsatte ladere i Jammerbugt Kommune: https://www.jammerbugt.dk/media/wqancill/skema-med-ladestandere-jf-ladestanderbekendtg%C3%B8relsen.pdf
LÆS OGSÅ: 25 års jubilæum