Bil kørte gennem begge mure på et hus ved Fjerritslev
Nordjyllands Politi oplyser, at de klokken 01.39 natten til søndag modtog en anmeldelse om et færdselsuheld på Kollerup Strandvej ved Fjerritslev.
-To unge mænd, i en bil, havde kørt med så høj fart igennem et sving, at bilen var kørt ind i facaden på et hus og revet hele ydermuren ned, fortæller Nordjyllands Politi og fortsætter:
-Bilen er i svinget kørt lige ud og derefter kørt gennem begge husets mure og ud på den anden side, hvor bilen er fortsat måske 50-75 meter.
-En 19-årig mand formodes at have kørt bilen og en 18-årig mand formodes at have været passager i bilen. Begge unge mænd har fået taget en blodprøve og er blevet anholdt.
-Der er ingen tilskadekomne ved ulykken og den 80-årige kvinde, som bor i huset er blevet hentet af pårørende, slutter Nordjyllands Politi.
Sagen undersøges i øjeblikket, blandt andet af en bilinspektør på ulykkesstedet, i forhold til hvad der videre skal ske med de to unge mænd.
LÆS OGSÅ: Har du undret dig over naboens nøgenhed i haven i dag