ForsideJammerbugtDEBAT: Uacceptabel adfærd – helt i modstrid med vores principper for samvær...

DEBAT: Uacceptabel adfærd – helt i modstrid med vores principper for samvær og samarbejde

Uacceptabel adfærd – helt i modstrid med vores principper for samvær og samarbejde

AF af Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre
Frank Østergaard(SF), Diane Aarestrup(A), Anne-Mette Ulstrup(O), Ib Nellemann(V) og Mogens Christen Gade(V)

At en gruppe på 4 i kommunalbestyrelsen generelt og specifikt i helt særlige situationer opfører sig illoyalt overfor det politiske system og dermed sine politiske kollegaer er en ting – men at man ikke respekterer almindelige regler for samvær og samarbejde med administrationen er grotesk og uacceptabelt.

Den utryghed der bevidst forsøges spredt overalt i vores forvaltninger tager vi skarpt afstand fra. I Jammerbugt Kommune kommer de 4 ikke til at kunne skræmme vores ledelse og medarbejdere fra at træffe de beslutninger, som de har kompetence til og som de finder rigtige og nødvendige. 

Af Jammerbugt Kommunes principper for samarbejde mellem politikere og administration og af Kommunalbestyrelsens delegationsplan fremgår det at der er enighed om, at samarbejdet med administrationen skal være karakteriseret af en høj grad af tillid og respekt for hinandens roller. 

En tillid den omtalte gruppe konstant bryder med mistillid til lederes og medarbejderes vurderinger og mistillid til fagudvalgenes beslutninger.

Endvidere står der i vores principper, at kommunalbestyrelsen lægger vægt på en åben, loyal og udviklende tilgang til samarbejdet. Der må ikke herske en nulfejlskultur, men der skal skabes plads til åbenhed, ærlighed, nysgerrighed, nytænkning og sparring – det tolker omtalte gruppe åbenbart som åben spanking – fremfor en direkte dialog mellem politikere og administration.

Endvidere står der, at kommunalbestyrelsen og administrationen arbejder som et hold – hvis den omtalte gruppes forståelse af holdsamarbejde er den måde, som de agerer på nu ved at udfordre arbejdsmiljøet for både ledere og medarbejdere og så tvivl om tilliden til organisationen – ja så ville ”holdet” Jammerbugt Kommune snart rykke ud af superligaen.

Heldigvis for Jammerbugt Kommune og os der bor her og os der arbejder her, er der en stærk politisk ledelse bestående af de ansvarlige partier i Kommunalbestyrelsen – Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre.

Vi vil ikke finde os i denne destruktive tilgang til arbejdet som kommunalbestyrelse, som de 4 står for – vi vil stå vagt om Jammerbugt Kommune og om vores medarbejdere i dyb respekt for den indsats der ydes hver dag overalt i vores organisation.

Vi vil gerne her appellere til, at de 4 overvejer at tage imod den fremstrakte hånd om samarbejde der har været lige fra valgresultatet forelå.

At blive valgt til en kommunalbestyrelse er et stort privilegie og det bør give en ydmyghed over, at vælgerne har betroet dig til at være med til at udvikle Jammerbugt Kommune til en endnu bedre kommune at bo, leve og arbejde i. En god kommune at gå i skole eller børnehave i. En god kommune, at blive ældre i. Og en god kommune, hvis man har specielle behov eller er handicappet.

Der er skabt nye boligområder. Der er renoveret og bygget nye skoler og børnehaver og meget mere med udgangspunkt i det brede samarbejde. 

Der tages mange fælles beslutninger, velvidende, at ikke alle er enige i alle beslutninger. Inden der træffes beslutninger, har forvaltningen, de stående udvalg, kommunalbestyrelsen og de politiske grupper gennemarbejdet materialet. Der er samarbejdet på kryds og tværs og i store beslutninger er bl.a. borgere, brugere, pårørende, diverse råd og medarbejderudvalgene inddraget og er blevet hørt.

Vi vil alle sammen gerne give de bedste rammer for vores borgere, men vi er også valgt til at forvalte økonomien, og det sætter indimellem grænser for vores formåen i den udvikling vi i fællesskab gerne vil skabe.

Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre har igennem mange år samarbejdet om udviklingen af Jammerbugt Kommune. Vi har forskellige politiske udgangspunkter og bølgerne går indimellem højt, men vi når som regel i mål med et fælles beslutningsgrundlag. Det gør vi i en god tone og med respekt for hinanden, i respekt for vores forvaltninger og for vores ansatte og i respekt for Jammerbugt Kommunes borgere.

Vi ved også hvilke beføjelser vi som politikere, har når vi er blevet valgt til et af demokratiets ypperste hverv. 

Sådan har det været i Jammerbugt Kommunes historie, men ved seneste valg bliver der valgt politikere, der primært har det som mål at skabe splid og utryghed. Og det er ikke sundt for borgerne, de ansatte eller Jammerbugt Kommune.

Johnny Solberg fra De Konservative har mange gange haft negativt ladede læserbreve i avisen, hvor han går efter manden og ikke politikken.

Det seneste er også langt over stregen – uanstændigt og nedladende og det er disrespektfuldt over for vores ansatte og vores ledere og overfor vores kommune.

Johnny Solberg er i sit seneste læserbrev måske injurierende og ærekrænkende overfor vores medarbejdere og ledelse og Jammerbugt Kommune – det er jo sket før – og ligesom dengang må vi naturligvis have jurister til at vurdere om man kan sammenligne vores ledelse med Putin og have en tilgang vi kender fra Nordkorea og Putins hjemland. Johnny Solberg skriver endvidere, at en personalesag mod en af hans allieredes hustru handler om eliminering af kritiske røster og en reel hævnaktion. 

Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre tager afstand fra disse udgydelser – og i øvrigt også andre dele af læserbrevet, hvor der også er direkte usandhed om en tidligere ansat – en usandhed, som Johnny Solberg godt selv er bekendt med – ubehageligt!

I øvrigt har Kommunalbestyrelsen fået kommunaldirektørens ord for, at beslutningen om den varslede opsigelse er baseret på personalejura og kan begrundes sagligt – og selvfølgelig er det sådan.

Aktuelt skaber de 4 splid og strid i Saltum omkring en beslutning der er truffet i september måned omkring den fremtidige børnepasning i skoledistriktet. Der er besluttet, at der skal være to matrikler.

Der var lagt op til, at man lokalt kunne udmønte beslutningen, men efter flere drøftelser i skolebestyrelsen ønskede denne og skolens ledelse, at det blev Børne- og Familieudvalget, der skulle træffe beslutningen om den nye organisering af dagtilbuddet i Saltum SI og skole.

Her opildner de 4 og deres baglande lokalbefolkningen til at gå imod den over et halvt år gamle beslutning ved at antyde, at den er ulovlig og at vi bare kan lukke den ene matrikel. Det er at vildlede borgerne, som måske tror på de 4. Det giver strid og kiv – hvor det havde været bedre, at man lokalt brugte tiden på at få den vedtage løsning til at fungere bedst muligt i lokalsamfundet. Det er rystende illoyalitet de 4 udviser overfor vi andre politikere og skoleledelsen.

Vi er heldigvis 23 medlemmer af kommunalbestyrelsen som dagligt sammen med medarbejdere, ildsjæle og erhvervsliv kæmper for vores kommune – og lykkes med at gøre den til et bedre sted at bo, at leve, at arbejde – ja i det hele taget at virke.

Tak til alle jer der bidrager – overalt i vores fællesskab Jammerbugt Kommune – sammen lykkes vi.

LÆS OGSÅ: Tyv løb med vaskemaskine og tørretumbler

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER