Stort pengebeløb blev opbevaret i hemmeligt rum i bil
Københavns Byret har tirsdag fundet en 49-årig mand skyldig i at have modtaget, opbevaret og videreoverdraget i alt 29 millioner kroner til medgerningsmænd, som leverede pengene videre til bagmænd i Sverige.
NSK har i dag fået dømt en 49-årig mand 2 år og 8 måneders fængsel samt advarsel om udvisning af Danmark for forsøg på hvidvask af særlig grov beskaffenhed.
Manden er dømt for i perioden fra 1. marts 2022 til 14. juni 2022 ved 29 forskellige lejligheder at have modtaget og opbevaret store kontantbeløb svarende til i alt 29 millioner kroner på sin adresse i Frederikssund samt i et kolonihavehus. Han blev samtidig kendt skyldig i at have videreoverdraget kontantbeløbene til to øvrige medgerningsmænd, der stod for fragt og videreoverdragelse af kontanterne til bagmænd i Sverige.
Anklager i NSK, Julie Solhøj, siger:
”På baggrund af en solid efterforskningsindsats samt et godt og tæt samarbejde med svensk politi, er der i dag faldet dom mod den fjerde og sidste person i et dansk-svensk organiseret netværk. Netværket har hvidvasket mange millioner danske kroner, som de i et skjult rum i en svensk bil, transporterede ud af Danmark i store kontantbeløb. Jeg er derfor tilfreds med, at retten er enig i, at hvidvaskningen er sket som led i international og organiseret kriminalitet.”
Stort pengebeløb blev opbevaret i hemmeligt rum i bil
Den 49-årige mand blev sammen med tre øvrige medgerningsmænd anholdt ved en koordineret anholdelsesaktion af NSK den 14. juni 2022.
Politiet slog til efter en af medgerningsmændene på en adresse i København havde afleveret et større kontantbeløb til en af de medgerningsmænd, der skulle fragte pengene videre til Sverige.
Ved ransagning af bilen blev der fundet et hemmeligt rum, hvor der blev opbevaret i alt 2,8 millioner kroner, som politiet har beslaglagt.
Den 49-årige mand modtog dommen, men har kæret dom om fortsat varetægtsfængsling til landsretten.
De tre øvrige medgerningsmænd er hver blevet idømt hhv. 2,5 års fængsel, 3 års fængsel og 3,5 års fængsel. Anklagemyndigheden har anket dommen til skærpelse i den sag, hvor en mand er blevet idømt 2,5 års fængsel.
LÆS OGSÅ: Nordjyllands Politi opfordrer: Registrer dine overvågningskameraer