Alt for få danskere har tjek på deres modermærker
Kun hver tredje dansker tjekker sine modermærker regelmæssigt for tegn på kræft. Det er alt for få. For modermærkekræft, der opdages i tide, kan helbredes.
Hver uge dør fem danskere af modermærkekræft. En kræftform, der starter i modermærker, men spreder sig til resten af kroppen, hvis den ikke opdages og behandles i tide. Derfor bør alle tjekke deres modermærker mindst hver tredje måned og søge læge, hvis de forandrer sig.
Desværre viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse, at kun 35 pct. af danskerne tjekker deres modermærker regelmæssigt. Det lave tal bekymrer Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse:
– Det er afgørende, at man reagerer på forandringer i modermærker, så eventuel kræft kan opdages tidligt. Derfor skal man tjekke sine modermærker regelmæssigt. Det er meget bekymrende, at så få danskere følger den opfordring, siger han.
Modermærkekræft viser sig som forandringer i nye eller eksisterende modermærker.
Tjek mærkerne, mand!
Værst ser det ud hos mænd, der er dårligere til at tjekke deres modermærker end kvinder. Mens 39 pct. af kvinderne undersøger deres mærker hver tredje måned eller oftere, gælder det for 30 pct. af mændene. Det kan ifølge hudlæge Christina Haak være medvirkende årsag til, at mænd oftere dør af modermærkekræft end kvinder.
– Når der hver uge er fem danskere, der dør af modermærkekræft, så er tre af dem mænd. Det på trods af, at der faktisk er flere kvinder end mænd, der får modermærkekræft. Forklaringen er, at mænds modermærkekræft ofte opdages i et senere stadie end kvinders. Derfor opfordrer jeg alle – mænd og kvinder – til at holde øje med deres modermærker, siger Christina Haak.
Modermærketjek er vigtigt i alle aldre
Risikoen for modermærkekræft stiger med alderen, men det betyder ikke, at man kan vente med at tjekke mærkerne, til man når op i årene. Modermærkekræft rammer også unge og er faktisk den hyppigste kræftform blandt 15-34-årige.
Alligevel er der ifølge den nye undersøgelse færrest unge, der tjekker modermærker regelmæssigt. Kun 28 pct. af de 15-29-årige tjekker deres modermærker hver tredje måned eller oftere sammenlignet med 46 pct. af de 65-70-årige.
Kræftens Bekæmpelse og danske hudlæger opfordrer til modermærketjek
Kræftens Bekæmpelse og Dansk Dermatologisk Selskab sætter hvert år fokus på modermærketjek med kampagnen ’Tjek Mærkerne’. I år med komiker Mark Le Fêvre i front. Mark Le Fêvre blev selv opereret for tegn på modermærkekræft tilbage i 2019, og derfor er det en mærkesag for ham at få flere til at tjekke mærkerne.
Se mere på www.tjekmærkerne.nu
Husk de fem farlige forandringer
1. Asymmetri: Et sygt modermærke vil ofte være asymmetrisk
2. Ujævn kant: Et modermærke med ujævne eller takkede kanter er mistænkeligt
3. Flere farver: Et modermærke, der har mere end én farve er mistænkeligt
4. Diameter: Hvis et modermærke er større end enden på en blyant, (6 mm i diameter), så skal du være særligt opmærksom på ændringer.
5. Udvikling: Hvis et modermærke pludseligt vokser og får nogle af de nævnte ændringer, bør du reagere og søge læge.
Sådan tjekker du dine modermærker
1. Brug to spejle, et stort og et mindre, så du kan undersøge den del af huden, du ikke umiddelbart kan se.
2. Husk at tjekke hårbund, negle og fodsåler. Få gerne hjælp til at tjekke områderne.
3. Tag billeder af modermærker der er uregelmæssige. Læg gerne en lineal ved siden af, så du kan se størrelsen på mærket. Gem billedet, så du kan se, om modermærket ændrer sig.
Se mere på www.tjekmærkerne.nu
LÆS OGSÅ: Ren Natur i Jammerbugt Kommune