ForsideAndetFærre udskyder skolestart

Færre udskyder skolestart

Andelen af børn, der starter sent i 0. klasse i folkeskolen, er halveret siden 2009, hvor 0. klasse blev obligatorisk. Andelen er faldet stort set lige meget for begge køn, men var i alle årene væsentligt højere for drenge end for piger.

Andelen af børn, der starter sent i folkeskole, er mere end halveret fra 13,4 pct. i 2009 til 6,1 pct. i 2018. For drenge er andelen faldet til 8,4 pct., mens 3,6 pct. af pigerne i 2018 startede sent i folkeskole.

Børn starter sent i skole, hvis de starter senere i skole end det kalenderår, de fylder seks år.

”I 2009 blev 0. klasse obligatorisk, og i 2011 indførte mange kommuner vurdering af de børn, hvor forældrene ønsker, de starter senere i skole. Begge dele kan have haft indflydelse på, at færre udskyder skolestart,” siger Lene Riberholdt, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

2.900 af de i alt 47.800 nye folkeskoleelever i 2018 begyndte sent i skole.

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på elevregisteret.
Anm.: Opgørelsen indeholder børn, der starter i normalklasser første gang – og altså ikke omgængere eller elever i specialklasser eller modtageklasser.
  • Børn starter sent i skole, hvis de starter senere i skole end det kalenderår, de fylder seks år.

Få og stadig færre starter tidligt
Andelen, der begynder tidligt i skole, er faldet fra 1,5 pct. i 2009 til 0,7 pct. i 2018. Dermed er andelen med tidlig skolestart ligesom andelen, der starter sent, halveret, men altså fra et langt lavere niveau. Tre fjerdedele af eleverne, som begynder tidligt i skole, er piger.

Børn starter tidligt i skole, hvis de starter tidligere i skole end det kalenderår, de fylder seks år.

21 elever i en folkeskoleklasse
I 2018 var klassekvotienten i 0. klasse 21,0 i folkeskolen. Det er mere end i 2009, men mindre end i 2012. I alle årene siden 2009 har kvotienten været højere i folkeskolen end på fri- og privatskoler, hvor klassekvotienten i 2018 var 17,4. Også på fri- og privatskoler var klassekvotienten højere i 2018 end i 2009.

Kilde: Danmarks Statistik, https://statistikbanken.dk/KVOTIEN
Anm.: Opgørelsen dækker årgangsfordelte normalklasser. Læs mere om beregningen af klassekvotienter i dette notat.

Få kommuner har over 24 elever i 0. klasserne i gennemsnit
I 2018 var klassekvotienten i folkeskolen højest i Morsø, Vallensbæk, Frederiksberg og Egedal kommuner. I disse kommuner var kvotienten over 24 elever.

Klassekvotienten var lavest i Stevns, Frederikshavn og Læsø kommuner, hvor der højest gik 14 børn i gennemsnit i hver 0. klasse. Klassekvotienterne på et enkelt klassetrin varierer meget mellem årene i nogle kommuner.

I langt de flest kommuner (62) var klassekvotienten mellem 19 og 23 i 2018.

Kommunernes klassekvotienter i 0. klasseKilde: Danmarks Statistik, https://statistikbanken.dk/KVOTIEN
Anm.: Opgørelsen dækker årgangsfordelte normalklasser.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER