Børns brug af mobiltelefoner i skolen er et af tidens mest omdiskuterede emner…
.
Af Klaus Hansen
En ny undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet af danske skolers mobilregler viser, at selvom de fleste skoler indfører reglerne for at mindske forstyrrelser i timerne, viser den største gevinst sig i elevernes sociale samvær.
Undersøgelsen ’Skærm – skærm ikke’ anbefaler desuden, at skolerne ikke kun fokuserer på forstyrrelserne, men også på at lære børnene gode digitale vaner.
Skal mobilen blive i skoletasken hele dagen? Må den komme op i frikvarteret? Og kan den fungere som digitalt arbejdsredskab i timerne, uden at der går Messenger og Snapchat i den? Andreas Lieberoth, adjunkt ved DPU og Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet, har i den hidtil mest komplette kortlægning af sin art undersøgt forskellige mobilregler og deres effekter på 600 skoler i Danmark. Resultaterne offentliggøres nu i rapporten: ”Skærm – skærm ikke?”.
”Skoler laver regler for at få ro i timerne, men den store vinder er børnenes sociale samvær”, siger Andreas Lieberoth og fortsætter:
”Skærmrestriktive regler er ganske vist effektive til at mindske forstyrrelser i timerne, men de giver også en mærkbar social gevinst på mange skoler. Det er dog ligegyldigt, om telefonerne er låst inde, eller om eleverne kan få fat i dem ind imellem. Det vigtigste for gode resultater er, at dagen har skærmfrie perioder.”
Over 80 procent af skolerne i Danmark har i dag enten formelle mobilpolitikker, fastsat af ledelsen, eller fælles mobilregler og principper eller er ved at udarbejde dem.
”De forskellige tilgange giver meget forskellige effekter. Én model kan hjælpe med det sociale, en anden kan skabe mere ro, mens en tredje bedst hjælper med at opbygge digitale kompetencer”, siger Andreas Lieberoth.
Mobilerne er aldrig hele forklaringen på problemer
Det mest almindelige er, at elevernes mobiler opbevares eller skal være slukkede i tasken. Så kan det variere, om de må tages frem i frikvarteret. På 36 % af skolerne inddrager lærerne desuden mobilerne i undervisningen, når det vurderes som nyttigt, og 4 % har ligefrem en officiel politik om at anvende dem aktivt som en del af den pædagogiske hverdag.
Andreas Lieberoth understreger, at der samtidig er store forskelle mellem skolerne på betydningen af deres mobilpolitik. To tredjedele af skolerne oplever en positiv effekt, men en tredjedel har ikke observeret nogen forskel. Ofte ses der faktisk nogle andre effekter, end først ventet – for eksempel i skolegården.
”Effektstørrelserne i undersøgelsen viser med al tydelighed, at telefonerne aldrig er hele forklaringen på sociale eller psykologiske problemer. Det må man have med i debatten. Både som skole og som samfund”, siger Andreas Lieberoth.
For mange restriktioner hæmmer digitale kompetencer
Af undersøgelsen fremgår det, at jo mere restriktiv skolens skærmpolitik er, jo større gevinst kan skolen observere for det sociale i pauserne. Børnene kommer mere ud og får flere muligheder for at lege og være aktive sammen, når mobilen er pakket væk. Men samtidig kan en alt for restriktiv tilgang hæmme mulighederne for at udvikle elevernes digitale dannelse i skolen.
“Eleverne lærer mere om, hvad der er ordentlig og respektfuld brug af f.eks. videoer og sociale medier, hvis lærere og forældre kan være med i snakken og observere problemerne, når de opstår. Undersøgelsen peger på, at de mest restriktive regler derfor kan blive en barriere for effektiv digital opdragelse”, siger Andreas Lieberoth.
Tværtimod ser det ud til, at jo mere skolen forsøger at inddrage mobilerne i selve undervisningen, jo større forbedring ser skolerne i børnenes digitale adfærd, ligesom de også bliver bedre til selv at regulere deres mobiltid.
”Helt overordnet peger undersøgelsen på, at det, der fungerer bedst, er fleksible modeller, hvor mobilerne lægges af vejen noget af tiden, men godt kan bruges ind imellem, kombineret med en aldersdifferentiering, der tager hensyn til elevernes forskellige behov i deres udvikling fra barn til teenager”, slutter Andreas Lieberoth.
