Ny grund i Teknologiparken sendes i udbud
Godt 5000 m2 i den nordlige del af Teknologiparken i Aabybro er nu sendt i udbud. Jammerbugt Kommune holder på den måde trit med efterspørgslen på erhvervsområdet, og det har høj prioritet, understreger borgmester Mogens Christen Gade.
Jammerbugt Kommune udbyder nu et af de sidste erhvervs-/projektarealer i Teknologiparken – et voksende erhvervsområde attraktivt beliggende ud til den væsentligste sydøstlige indkørsel til Aabybro og tæt på hovedvej 55 mod Aalborg/Nørresundby.
Arealet er på 5.137 m², og med vedtagelsen af en ny lokalplan for området i efteråret 2022 er der en bred vifte af anvendelsesmuligheder. Blandt andet lettere industri, værksteds- og håndværksvirksomheder, undervisning, spisesteder og udvalgsvarebutikker på mindst 800 m2 og maksimalt 4.000 m2 – dog 5000 m2 for særligt pladskrævende udvalgsvarebutikker. Bebyggelsesprocenten er 50.
I området findes i dag tankstation, uddannelse, fastfoodrestaurant, tandlæge, håndværksvirksomhed og detailhandel i form af større udvalgsvarebutikker som Jysk, T Hansen, Jem og Fix og Harald Nyborg.
Teknologiparken har haft vokseværk de seneste år, og derfor er det tilfredsstillende at lokalplaner og udbud følger med, konstaterer borgmester Mogens Christens Gade:
”I kommunalbestyrelsen arbejder vi hele tiden på, at rammer og muligheder passer til efterspørgslen på erhvervsområdet. Teknologiparken har de seneste år været inde i en flot udvikling, og vi er derfor glade for at kunne sende endnu en attraktiv grund i området i udbud”.
Buddet skal være Jammerbugt Kommune i hænde senest tirsdag 28. februar 2023 kl. 8.
HVOR ER HARALD NYBORG?
I området findes i dag tankstation, uddannelse, fastfoodrestaurant, tandlæge, håndværksvirksomhed og detailhandel i form af større udvalgsvarebutikker som Jysk, T Hansen, Jem og Fix og Harald Nyborg.