Forsikringsoplysningen har i mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Kære Forsikringsoplysning
Min familie og jeg har lige erhvervet os en campingvogn, som vi skal køre til Italien med om et par uger.
Det er første gang, at vi kører så langt i egen bil, og vi glæder os helt vildt. Vi vil derfor også gerne være godt forberedt hjemmefra og undgå klassiske fejl. Og vi kan huske, at der er noget med det grønne og røde kort, når man kører på bilferie. Så vi håber, at I kan gøre os klogere.
Mvh. Kør selv-entusiasten
Svar:
Kære kør-selv entusiast
Du har helt ret, det er godt at have styr på det grønne og røde kort, når du rejser sydpå i egen bil. Og du er ikke ene om at være i tvivl om, hvilke regler der gælder.
Det grønne kort
Det grønne kort er et bevis på, at din bil er ansvarsforsikret. For langt de fleste er det dog slet ikke nødvendigt at have det grønne kort med. Hvis du kører i EU, Norge, Island, Schweiz, Andorra og Serbien, behøver du ikke have kortet med. Det skal du derimod, hvis turen fx går til Albanien, Makedonien eller Tyrkiet. Og i Kosovo skal du også købe en særlig ansvarsforsikring ved grænsen. Du kan se en liste over lande, hvor du skal have kortet med her.
Det røde kort
Det røde kort sikrer dig hjælp til din bil og campingvogn, hvis du skulle være så uheldig at komme ud for et færdselsuheld, et motorstop eller en punktering i udlandet, når din bil og campingvogn er kaskoforsikret i et forsikringsselskab, som er med i ”Rødt Kort-ordningen (det er de fleste). Men heller ikke her behøver du at have kortet med i en papirudgave. I stedet kan du hente Rødt Kort app’en helt gratis, inden du tager afsted. Eller du kan kode telefonnummeret ind til SOS på din mobil, +45 7010 5052.
Ud over at du med Rødt Kort app’en nemt kan tilkalde hjælp, får du også en række andre fordele. Den holder fx styr på, hvor man er strandet med sin bil, så man ikke behøver at huske på, hvor man er kørt galt eller har motorstop. Derudover kan du også få oplysninger om specifikke regler for kørsel i udlandet, planlægge rejseruten og få trafikmeldinger.
Til sidst vil jeg gøre dig opmærksom på, at du også skal huske at medbringe den originale registreringsattest for både bil og campingvogn – en kopi er ikke nok. Nedenfor har jeg lavet en tjekliste, som jeg håber du kan bruge.
Gode råd til bilferien
- Tjek bilen inden du tager afsted, fx olistand, dæktryk, kølesystem/væske, bremsevæske osv.
- Hent Rødt kort som app til din smartphone eller medbring telefonnummeret til SOS, +45 7010 5052
- Medbring kun det grønne kort – hvis du rejser uden for EU, Norge, Island, Schweiz, Andorra og Serbien
- Husk relevante papirer/kort, fx registreringsattest, pas, kørekort og det blå sygesikringskort
- Tjek, om der er særlige regler i de lande, du kører igennem
- Læg refleksveste og advarselstrekant i bilen
- Efterlad ikke værdier i bilen – og undgå at noget ligger synligt fremme.
Jeg håber, I får en rigtig god debut i Italien.
Bedste hilsner
Forsikringsoplysningen