Svinkløv Badehotel vinder prisen for årets bedste ret med fisk og skaldyr
Det blev Emil Kirkegård og Oliver Bendi fra Svinkløv Badehotel der vandt ’Årets Ret med Fisk & Skaldyr 2022 for deres ret med udgangspunkt i jomfruhummer, der er bæredygtigt fanget med tejn i Skagerrak.
Der var hård kamp mellem nogle af Danmarks bedste og dygtigste kokke om at vinde prisen Årets Ret med Fisk & Skaldyr. De nominerede kokke havde forinden præsenteret juryen for hver deres bud på en nyskabende ret med fisk og skaldyr. Den. 28. november blev konkurrencen endelig afgjort, da spiseguiden White Guide – sammen med Landbrug & Fødevarer – havde inviteret Danmarks gastronomiske scene til deres årlige prisuddeling. Årets vinder af Landbrug & Fødevarers pris blev Svinkløv Badehotel med kokkene Emil Kirkegård og Oliver Bendi i spidsen. Til klapsalver rundt om i hele salen og omringet af deres kollegaer modtog de stolte vindere prisen Årets Ret med Fisk & Skaldyr og vinderchecken på 20.000 kroner, som blev overrakt af Kenn Skau Fischer, administrerende direktør for Danmarks Fiskeriforening. Selvom feltet var utrolig stærkt, gjorde vinderetten som har sit udgangspunkt i jomfruhummer, der er bæredygtigt fanget med tejn i Skagerrak, sig alligevel bemærket hos den imponerede jury, der blandt andet sagde: – Retten fremstår enkel, men overrasker med veludført kompleksitet og en vanvittig tilberedt jomfruhummer. Eksotiske, men genkendelige smage bidrager til en elegant brug af sødme og fedme. Kokkene fremviser højt teknisk niveau af tilberedning, der skaber en af de bedste jomfruhummerretter ever. Det ubestridte hovedemne præsenteres uhørt skarpt og tilberedt. En stor ret. Årets Ret med Fisk og Skaldy’, der er støttet af Danmarks Fiskeriforening PO og Partnerskabet for fisk og skaldyr, er med til at sætte stort fokus på alle de forskellige og velsmagende retter, man kan lave med fisk og skaldyr. – Vi ved, at kokkene i hele landet elsker fisk og skaldyr og med denne konkurrence skabes en platform, hvor de dygtigste kan eksperimentere og spille med musklerne. Igen i år har interessen har været stor, og det er et ekstremt stærkt felt af topkokke fra hele landet, som har skabt tre innovative og velsmagende retter. Niveauet er uhørt højt, og det øgede fokus kan være med til at inspirere de danske køkkener til at lave og spise flere retter med fisk og skaldyr, siger Anders Nicolajsen, seniorkonsulent for Foodservice og Gastronomi i Landbrug & Fødevarer. Årets Ret med Fisk og Skaldyr er dog ikke den eneste pris, som er blevet uddelt på Axelborg den. 28. november. Vinderen af Årets Ret med Gris blev også kåret. Her blev det Restaurant Resumé i Svendborg som løb med sejren. Derudover blev den nye pris Årets Ret Økologisk Ost også kåret. Vinderen blev restaurant Formel B. De øvrige nominerede til Årets Ret Fisk og Skaldyr 2022 var: Formel B, København V Ruths Hotel, Skagen FAKTA Om ’Årets Ret med Fisk & Skaldyr 2022’: Prisen uddeles af Landbrug & Fødevarer. Vinderen findes ved juryvotering efter, at juryen har besøgt de fire nominerede restauranter og kokke og smagt deres konkurrenceret med fisk og skaldyr. |