Region Nordjylland har valgt en ny EPJ (elektronisk patientjournal) fra Systematic, som lever op til regionens krav i forhold til både kvalitet og pris. Den nye EPJ, som får navnet NordEPJ, forventes at blive implementeret på de nordjyske hospitaler inden udflytningen til Nyt Aalborg Universitetshospital i 2022.
Styrket samarbejde i Vestdanmark
Regionsrådet besluttede på mødet d. 25. juni at vælge NordEPJ, som den fremtidige elektroniske patientjournal for sundhedspersonalet på de nordjyske hospitaler. Politikerne bevilligede 121 millioner kroner til indsatsen til og med 2022. Der er tale om det samme kernesystem, som Region Syddanmark købte sidste år, og som Region Midtjylland allerede har arbejdet i gennem flere år.
Allerede i august sidste år, i forbindelse med budgetforliget for 2019, anbefalede forligspartierne i Regionsrådet, at Region Nordjylland så nærmere på muligheden for at anskaffe den valgte EPJ fra Systematic.
– Det giver god mening, at vi i Vestdanmark hviler på det samme grundlag i forhold til hospitalernes kernesystemer. Det er der mange samarbejds- og synergimuligheder i. F.eks. vil ansatte mere ubesværet kunne vikariere eller skifte job mellem regionerne, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Fordi Region Nordjylland sikrede sig en option, da Region Syddanmark gik i udbud på en ny EPJ i efteråret 2017, har regionen ret til at anskaffe samme EPJ-system, som Syddanmark har valgt, uden selv at skulle i udbud.
Kan understøtte nye digitale sundhedstilbud
I Region Nordjylland er der stort fokus på at skabe værdi for patienten. Blandt andet ved at tilbyde sundhedstilbud, som er tilpasset borgernes individuelle behov og muligheder, og som ikke skaber unødig indgriben i hverdagslivet. Regionens nye EPJ kan hjælpe til at understøtte den vision, siger Region Nordjyllands it-direktør Klaus Larsen:
– Region Nordjylland forfølger en strategi, hvor digitalisering er fundamentet for fremtidens sundhedsvæsen. Det indebærer en transformation af hele det nordjyske sundhedsvæsen, hvor vi udnytter digitale teknologier til at nå vores mål – med patienten og dennes data i centrum og på tværs af alle parter i sundhedsvæsenet, siger Klaus Larsen og konkretiserer:
– Der er brug for en ny EPJ, som er mere fleksibel, giver mulighed for mobilløsninger og som lettere integrerer med telemedicinske løsninger og andre af nutidens krav til en moderne platform for sundheds-it. Det får vi med NordEPJ.
Velafprøvet system
For det nordjyske sundhedspersonale er det ikke en helt ny spiller, der kommer på banen, når Region Nordjylland skifter EPJ. De nordjyske hospitaler arbejder nemlig allerede i dele af den nye patientjournal. Systematics EPJ-system består af fem moduler, og to af dem, booking og medicinering, har allerede været i brug i flere år på de nordjyske hospitaler.
– Vi får et velafprøvet system, hvilket kan være med til at give noget stabilitet og sikkerhed for vores hospitaler i den forandringsproces, de ser henimod, siger Michael Braüner Schmidt, som er lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital. Han lægger også stor vægt på vigtigheden af at involvere medarbejderne i processen:
– Vi udskifter et af de primære værktøjer, som understøtter sundhedspersonalet i regionens allerfornemmeste opgave; nemlig patientbehandlingen. Det er lægerne, sygeplejerskerne, lægesekretærerne og alle de andre sundhedsfagfolk på vores hospitaler, der kommer til at mærke forandringen i hverdagen, når vi implementerer en ny EPJ. Derfor er det også utrolig vigtigt for os at inddrage vores medarbejdere i forandringsarbejdet. Det har vi tænkt os at gøre på flere måder. Bl.a. via vores MED-organisation, hvor medarbejderrepræsentanterne skal indgå i drøftelser og beslutninger om forandringerne, siger Michael Braüner Schmidt.