Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
Lars Løkke er livsfarlig.
En regering med Lars Løkke er livsfarligt. Alt andet er at foretrække.
De vigtigste ingredienser i politik er ordentlighed og ordholdenhed. Lars Løkke står for det modsatte. Man ved aldrig, hvad man får. Hvis først regeringen er dannet, vil han end ikke føle sig forpligtet af en skriftlig aftale i form af et regeringsgrundlag.
Han er den eneste politiker, som jeg har forhandlet med, der i den grad er ”løbet” fra indgåede aftaler – hvis han tror, han kan komme godt fra det. Og, det er han rigtig, rigtig ”dygtig” til, med sin oratoriske begavelse. Han er en utrolig dygtig ”folkeforfører”.
Det var vel også det, der til sidst gjorde det nødvendigt for Venstre at slippe af med Lars Løkke. Han havde på det tidspunkt ”snydt” sine partifæller så mange gange, at de ikke længere kunne holde det ud. Endda efter et Venstre-valg i 2019 med stor fremgang, som normalt ville frede enhver anden partiformand.
Derfor bliver man nødt til at finde en løsning med en regering hen over midten uden Lars Løkke. En sådan regering er heller ikke min ”livret”, men jeg tror, det er bedst for Danmark, som valget faldt ud. Vælgerne har talt. Så bliver ansvarlige partier nødt til finde løsninger.
En regering baseret på partierne i ”rød blok”, der lige sniger sig op på 90 mandater, er naturligvis også en mulighed. Desværre frygter jeg, at den løsning vil skabe alt andet end ro, handlekraft og stabilitet. Det, som vi lige nu har allermest brug for.
Min foretrukne regering er en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Venstre, SF og RV, som tilsammen kan mønstre 95 mandater, hvortil kan lægges 4 mandater fra Grønland og Færøerne.
Jeg ved godt, at den løsning ser svær ud for Venstre, men i forhold til økonomisk politik er Radikale bestemt mere blå end røde. Og, så er det partier, som er ordholdne. Det regeringsgrundlag, som man aftaler, vil man føle sig forpligtet af og leve op til. Det er også rigtigt, at de helt fundamentale holdningsmæssige forskelle ikke er større, end at man bør kunne skræve over dem, hvis situationen og udfordringerne kræver det, for at bringe Danmark gennem en periode med en historisk international krise.
Vort demokrati er udfordret lige nu. Se bare på USA og England. Jeg håber, at ansvarlige danske partier kan finde sammen og lever op til deres ansvar. Også når det bliver rigtigt svært
Det lyder jo alvorligt, men der er igangsat en kampagne mod Lars Lykke.
Han er dygtig til ‘altid til at sige det rigtige’, på det rigtige tidspunkt.
Det kan betragtes som et Partsindlæg fra Ole Stavads side.