ForsideJammerbugtVenstre vil sikre mere frihed til selv at bestemme

Venstre vil sikre mere frihed til selv at bestemme


Af Anne Honoré Østergaard (V) folketingskandidat i Nordjylland

Under den socialdemokratiske regering har friheden haft trange kår. Regeringen har med håndfast styring strammet grebet om alt fra friskoler, valg af gymnasie og ældres muligheder for frit valg-ordninger. Gang på gang har regeringen indskrænket nordjydernes frie valg. Den udviklingen skal vi ikke bare have stoppet, vi skal have friheden tilbage.


Danmark har brug for en ny regering. En regering, der vil give danskerne friheden og mulighederne tilbage. For ingen regering, ingen statsminister (ikke engang Mette Frederiksen) skal have ret til at bestemme, hvordan du ønsker at leve dit liv. Hvad enten det handler om, hvor dine børn skal gå i skole, eller om du skal have kød eller plantefars til aftensmad, så er og skal du være herre i eget hus og selv bestemme, hvordan du indretter dit liv. Det har jeg kæmpet for de seneste tre år, og det vil jeg blive ved med at gøre.

I Danmark har vi frihed til at vælge vores partner. Vi har frihed til at vælge, om vi vil bo i Frederikshavn eller Fjerritslev, hvilket parti vi gerne vil stemme på, og hvilken læge vi gerne vil have. Hvorfor har vi så ikke frihed til at bestemme, hvor vores børn skal gå i skole? Hvorfor har vi ikke frihed til at vælge, hvem der kommer ind over dørtærsklen i vores private hjem og leverer fx praktisk hjælp eller personlig pleje? Det hænger ikke sammen.

Ingen er ens, og alle har forskellige behov. Det skal vores samfund også afspejle. Venstre tror på, at du er den bedste til at vurdere, hvad der er godt for dig. Vi vil give din familie friheden til vælge det dagtilbud, den skole eller den ungdomsuddannelse, som er den rigtige for jer. Og når du skal nyde dit otium, skal du have friheden til at vælge, hvor du vil bo som ældre, og hvordan du vil hjælpes.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER