ForsideDebatOle Stavad: Flot politisk kultur i Danmark.

Ole Stavad: Flot politisk kultur i Danmark.


Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst        

Flot politisk kultur i Danmark.
Vi er faktisk ret heldige med vore politikere i Danmark, selv om det ikke er den oplevelse, som man sidder tilbage med, når man følger den måde politikerne taler til og om hinanden. Også mediernes omtale af politikere er ofte nedladende og grov på en måde, som nedbryder respekten for både demokratiet og vore folkevalgte.


Næsten al politisk omtale handler lige nu om ”Rød- og Blå blok”, fordi vi nærmer os et valg. Sandheden er, at de fleste store politiske aftaler indgås på tværs af de to såkaldte ”blokke”. Derfor har vi fortsat en politisk kultur i Danmark, hvor partierne både tager ansvar og finder løsninger sammen på tværs af ”blokkene”. Tak for det.

Det er derfor beskæmmende, når man lytter til den stadigt grovere tone, som politikere anvender over for hinanden. Lige nu er oplevelsen, at det eneste, som de borgerlige partier er enige om, er at dæmonisere vores statsminister. Hun beskyldes for al dårligdom. Efter oppositionens opfattelse, sætter hun aldrig en fod rigtigt.

Jeg synes, det er trist og undergraver respekten og tilliden til vort demokrati, uanset om man er ”rød eller blå”. Som så ofte før oplever vi også her en afsmitning af den måde, som tingene foregår på i USA, selv om det heldigvis stadig er i en mildere udgave.

Noget nyt er også, at embedsværket nu bliver brugt i den poliske kamp om magten. Senest har Venstre forlangt, at statsministeren hjemsender 10 embedsmænd. Herunder sin egen departementschef, der ofte fremstilles som ”statsministerens personlige lakaj”, selv om Barbara Bertelsen har tjent som departementschef for både Venstres Søren Pind og den konservative Søren Pape, til deres ros og tilfredshed. 

Også her bidrager pressen. Helt grotesk blev det, da Ekstra Bladet forleden hyrede et fly til at flyve hen over Christiansborg med et banner, der bar teksten: ”Gå nu hjem Barbara”. Så dybt havde jeg end ikke troet, at Ekstra Bladet kunne synke.

Fortsætter udhængningen af embedsmændene i en utiltalende politiske kamp om magten, kan det få katastrofale følger. I en stadig mere urolig og kompliceret verden, har vi ekstremt meget brug for dygtige embedsmænd, som på skift kan betjener både ”røde og blå” regeringer. Fortsætter hetzen, risikerer vi, at de dygtigste helt vil fravælger at søge ansættelse i ministerier og centraladministrationen.

Alle der laver rigtigt meget, risikerer også at lave fejl. Under Corona-krisen var der embedsmænd, der nærmest arbejdede i døgndrift. Er den eneste tak, som de får for deres fantastiske indsats – politisk skældud, krav om hjemsendelse eller fyring, hvis der begås fejl – ender vi med at ødelægge en fuldstændig utrolig flot og engageret kultur i vores centraladministration. Her stiller alle op i døgndrift uden at kny, når Danmark har brug for det.

Jeg har selv oplevet det med mine tidligere embedsmænd som minister. Når det virkeligt brænder på, er der en holdånd og en kultur til at bidrage i både weekender og i døgndrift, som rigtig mange private virksomheder ville misunde. Sådanne indsatser bør besvares med ros og anerkendelse i stedet for krav om hjemsendelse, selv om der midt i pressede situationer med både travlhed og træthed risikerer at opstå fejl.

Vi har faktisk en rigtig flot kultur i Danmark. Både politisk og med hjælp fra vore dygtige og engagerede embedsmænd. Vore folkevalgte kan samarbejde og finder brede løsninger, når Danmark har brug for det. Det har vi bl.a. oplevet under Coronaen og senest med Ukraine-krigen, men også på mange, mange andre områder i den seneste regeringsperiode. Det må man ikke slå i stykker i en kamp om magten.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER