Torsdag 1. september udløber ansøgningsfristen til Jammerbugt Kommunes Kultur- og Landdistriktsmidler og Landdistriktsanlægspuljen. Her kan alle foreninger, organisationer, sammenslutninger og netværk, der er hjemhørende i kommunen, søge støtte til projekter.
Kultur- og Landdistriktspuljen støtter både anlægsprojekter og aktiviteter, og kan være tilskud eller underskudsdækning til eksempelvis events. Samtidig støtter Landdistriktsanlægspuljen større anlægsprojekter med et samlet budget på minimum 500.000 kr., her kan puljen medfinansiere et projekt med op til 25% af det samlede budget og maksimalt med 1 mio. kr.
For at et projekt kan opnå støtte skal det være offentligt tilgængeligt og være forankret lokalt.
Danmarks bedste fritidskommune
I Jammerbugt Kommune er den politiske ambition at skabe ”Danmarks bedste fritidskommune”, derfor arbejdes der for, at borgere i alle aldre skal have gode rammer for et aktivt fritidsliv i alle kommunens lokalsamfund.
Derfor er det vigtigt, at det er attraktivt at engagere sig i en lokal forening, at arrangere kulturevents og at gøre noget godt for sin by og lokalsamfund – eller sagt med andre ord; det skal være attraktivt at være lokal ildsjæl.
Det er en af grundene til, at Jammerbugt Kommune tre gange årligt uddeler støtte til lokale projekter, som bidrager til at indfri ambitionen, og som styrker udviklingen af kommunens lokalsamfund. Næste ansøgningsfrist til puljen er 1. september.
Jammerbugt Kommune holder informationsmøde om støttemulighederne torsdag 11. august kl. 17.00-18.00 i administrationsbygningen på Lundbakvej 5, 9490 Pandrup. Det kræver ikke tilmelding at deltage i mødet.
Ansøgningsskema og yderligere oplysninger kan findes på Jammerbugt Kommunes hjemmesidewww.jammerbugt.dk.