ForsideJammerbugtRegionsrådet efterlyser nordjydernes holdning til bæredygtig råstofindvinding

Regionsrådet efterlyser nordjydernes holdning til bæredygtig råstofindvinding


Region Nordjylland sender redegørelse om Råstofplan 2020 i høring fra den 29. juni til den 28. september 2022. Borgere, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder inviteres til at give deres bud på en mere bæredygtig råstofindvinding i Nordjylland.

Udnytter vi Nordjyllands værdifulde råstoffer på den bedst mulige måde? Kan vi genanvende flere råstoffer og stadig få den nødvendige kvalitet til fremtidens byggeri og anlægsarbejde? Og når vi indvinder nye råstoffer, kan vi så gøre det på en måde, hvor klimaet og omkringliggende lokalsamfund påvirkes mindre end i dag?


Det er nogle af de spørgsmål, som Regionsrådet gerne vil have svar på, når det fra den 29. juni til den 28. september 2022 inviterer til offentlig høring om en mulig revision af Region Nordjyllands Råstofplan 2020.

Er det tid til en ny plan?

Redegørelsen, som skal i høring, gør status på den nuværende og fremtidige forsyningssituation med råstoffer i Nordjylland samt stiller spørgsmål om behovet for en revision af den gældende Råstofplan 2020. Redegørelsen og de indkomne bemærkninger fra borgere, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder vil indgå i en politisk beslutning om, hvorvidt der skal laves en ny Råstofplan 2024.

– Vi ser frem til at få bemærkninger til det nuværende og fremtidige behov for råstoffer i regionen. Samtidig håber vi at få nogle gode input til spørgsmålet om mulighederne for større genanvendelse af bl.a. overskudsjord som et alternativ til de jomfruelige råstoffer siger Lauge Larsen (S), formand for Udvalg for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling.

Råstofforsyning skal fremtidssikres

Region Nordjyllands råstofplanlægning er med til at sikre, at der også i fremtiden er tilstrækkelige råstoffer til byggeri og anlægsarbejde, industri og landbrug. Og i den nødvendige kvalitet. Det gælder for sand, sten, ler, kalk, kridt, moler og tørv.

Samtidig er planlægningen et vigtigt redskab til at afveje de forskellige interesser og sikre en balance mellem udnyttelsen af råstoffer og beskyttelsen af borgere og miljø. Blandet andet kan planlægningen sætte fokus på muligheder for øget genanvendelse af bygningsmaterialer. For eksempel hvor knust beton enten kan bruges i produktionen af ny beton eller i stedet for stabilgrus ved anlæg af veje.

Derfor er offentligheden, herunder virksomheder og andre myndigheder en vigtig sparringspartner for Regionsrådet, som hvert fjerde år skal gennemgå sin gældende råstofplan for at vurdere, om der er behov for en revision.

– Vi forventer, at vi kan få belyst emner som for eksempel, hvordan store anlægsprojekter som den 3. Limfjordsforbindelse vil påvirke den øvrige forsyning af råstoffer i regionen. Og jeg håber, at vi også får idéer til bedre genanvendelse af nedbrudte byggematerialer, som kan erstatte en del af de jomfruelige råstoffer. Dette er vigtigt, da vi kigger ind i en fremtid med begrænsede ressourcer men et fortsat behov for råstoffer til udvikling af vores samfund, siger Jess V. Laursen (V), næstformand for Udvalg for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling.

Hvad sker der nu

Alle interesserede kan i høringen fra den 29. juni til den 28. september 2022 bidrage med bemærkninger til Regionsrådet, som meget gerne hører fra såvel borgere, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

Bemærkninger kan indsendes gennem Region Nordjyllands digitale høringsportal, som findes på hjemmesiden rn.dk/råstofplan2024. Her kan man også læse mere om råstofindvinding i Nordjylland.

Efter høringen er slut, vil alle bidrag sammen med redegørelsen indgå i den politiske beslutning om, hvorvidt der skal laves en Råstofplan 2024. Den beslutning træffer Regionsrådet inden udgangen af 2022.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER