Jammerbugt FC rundede sæsonens grundspil af med et udebanenederlag til NordicBet Ligaens tophold FC Helsingør. De to hold tager nu hul på hvert sit slutspil, hvor opgaverne er vidt forskellige.
FC Helsingør har gode kort på hånden i kampen om oprykning til Superligaen, mens Jammerbugt FC skal kæmpe hårdt for at sikre sig endnu en sæson i NordicBet Ligaen. De to holds forskellige udgangspunkter viste sig også i fredagens kamp, hvor de nordsjællandske værter tog teten fra start.
Jammerbugt FC kom således under et tidligt pres og efter blot syv minutter bragte rækkens førerhold sig i front på et skud, der af de hvides Tonni Adamsen blev sendt i nettet fra kanten af feltet. Herfra var det FC Helsingør, som var mest på bolden og som skabte chancerne.
Pape i Jammerbugt målet havde en travl dag, men gjorde det godt i forhold til at holde Jammerbugt FC inde i opgøret så længe som muligt. Men selvom de blåblusede som altid kæmpede for sagen, så blev det aldrig rigtigt til et modsvar mod det stærke hjemmehold.
Midtvejs i 1. halvleg øgede FC Helsingør i stedet deres føring til 2-0. Et vedholdende FC Helsingør pres endte med et indlæg til forreste stolpe, og her dukkede værternes Kristoffer Munksgaard op og styrede bolden i mål med overkroppen.
FC Helsingør skabte flere muligheder og lagde et højt genpres, hvilket gjorde det svært for Jammerbugt FC, der dog indimellem fik etableret spil frem ad banen og skabte enkelte chancer.
Men efter pausen øgede FC Helsingør til 3-0, og dermed var kampen lukket endeligt ned. Igen var det Tonni Adamsen, der sendte læderet i nettet fra kanten af feltet. De blåblusede kom længere frem på banen i den sidste del af kampen, men det blev ikke til mere denne fredag aften i Nordsjælland.
Med nederlaget afsluttede Jammerbugt FC grundspillet og tager nu hul på slutspillet, hvor der skal kæmpes hårdt for overlevelse. Det bliver i kampe mod Fremad Amager, Esbjerg fB, Hobro IK, Vendsyssel FF og HB Køge. Kampprogrammet for disse kampe skal nu fastlægges.
FC Helsingør – Jammerbugt FC: 3-0 (2-0)
07’ 1-0 Tonni Adamsen, FC Helsingør
26’ 2-0 Kristoffer Munksgaard, FC Helsingør
53’ 3-0 Tonni Adamsen, FC Helsingør
Jammerbugt FC: Pape Seudou Ndianye – Kelvin Emmanuel Igbonekwu (Abdramane Djitteye), Ismael Sidibe, Moussa Kamara, Solomon Onome Ogberahw (Alya Toure) – Farid Ikene (Daniel Paye), Diogo Pimentel, Boubacar Haidara (Abdelhamid Marwann Touati) – Omar Natami, Yan Bouché (Leonel Gomes), Sekoua Tidiany Bangoura. Ikke benyttet: Nicolai Vinter Christensen, Diogo Balau.