ForsidePandrupMålscorer Mubaarack ser flere lyspunkter i Jammerbugt FC’s spil

Målscorer Mubaarack ser flere lyspunkter i Jammerbugt FC’s spil

Jammerbugt FC spillede en jævnbyrdig kamp ude mod HB Køge søndag. En kamp der endte med et snævert 2-1 nederlag, men hvor der ifølge Mubaarack Nuh var masser af positivt at tage med videre, ud over hans eget mål naturligvis.

Den unge svenske offensivspiller med somaliske rødder gjorde god figur i sin første forårskamp og sørgede bl.a. for Jammerbugt FC’s udligning til 1-1. HB Køge scorede dog senere til 2-1 og med en mand i undertal viste værterne sig at være for stærke. Dermed udeblev comebacket og det betød selvfølgelig at Mubaaracks smil ikke var helt så bredt efter kampen, trods scoringen.

– Det havde selvfølgelig været meget bedre, hvis vi havde vundet kampen. Vi har brug for point, men desværre lykkedes det ikke, indleder målscoreren, der er udlejet fra de svenske mestre Malmö FF.

– Det var min første ligakamp efter vinterpausen, og det føltes virkelig godt, og det var dejligt at være blandt de startende elleve, forsætter Mubaarack Nuh, inden han giver sin evaluering af holdets indsats i nederlaget til HB Køge.

– Som hold synes jeg, vi var gode, når vi forsøgte at kontrollere kampen. Når vi holdt på bolden og spillede den rundt i egne rækker, i stedet for at være for ivrige i forhold til at skulle fremad. Men måske vi var lidt begrænset i vores offensive spil, hvor vi havde svært ved at skabe chancerne. Men alt i alt, synes jeg, vi spillede en ganske god kamp, og var visse ting gået mere vores vej, var det måske endt med et andet resultat.

Men selvom det ikke endte, som holdet kunne have ønsket, så kunne Mubaarack stadig glæde sig over sin scoring. En scoring, der var vigtig for offensivspilleren, der da heller ikke kan holdet smilet tilbage, da han bliver spurgt til målet.

– Det betyder meget for mig at score. Det er mit første mål i ligaen, så det har taget længere tid, end jeg havde håbet og forventet. Som offensiv spiller er du nødt til at score mål, og du er nødt til at have et fokus på at ville score mål, og sådan har jeg det også. Men desværre er denne del ikke sket tidligere, men nu kan jeg glæde mig over, at det er lykkedes. Og fra nu af vil jeg arbejde endnu hårdere for at score flere mål. Det var rart at få scoret og det giver selvtilliden et boost, forklarer en glad og lettet Mubaarack Nuh, der i det hele taget ser lyst på de kommende udfordringer, selvom han også er klar over, at de vil kræve hårdt arbejde fra alle mand.

– Jeg synes, at holdet udvikler sig ganske godt. Det er en ny trup og et ændret trænerteam, men vi har lavet ny struktur, hvor vi har flere træninger sammen, og det vil hjælpe til at vi lærer at forstå hinanden bedre på banen og bliver bedre sammenspillet. Vi har mange gode spillere og det skubber os alle til at gøre det bedre både individuelt og som hold. Jeg tror, vi vil udvikle os godt og stå meget bedre i fremtiden, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at få hentet flest mulige point til klubben, understreger den venlige og imødekommende Mubaarack.

Han og holdkammeraterne skal i næste runde en tur til Fredericia, hvor der venter endnu en svær opgave i NordicBet Ligaen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER