Jammerbugt Kommunes kommunalbestyrelse har godkendt lokalplansforslag 27-027 for boligområdet Knøsgårdsvej i Aabybro.
Lokalplanområdet ligger mellem Knøsgårdsvej, Torngårdsvej og Banestien vest for Aabybro by. Arealet omfatter 7,65 ha. Området benyttes i dag som dyrkede landbrugsarealer med landbrugspligt. Med Lokalplan 27-027 vil området blive overført fra landzone til byzone.
Fortsat varieret udbud af byggegrunde i Aabybro
”Lokalplanen skal sikre, at der fortsat er et varieret udbud af byggegrunde i Aabybro, og der vil derfor være mulighed for opførelse af en blanding af både parcelhuse og rækkehuse eller lignende sammenbyggede boliger. Dele af området vil blive fælles grønne områder, som skal anvendes til afledning af overfladevand”, fortæller Borgmester Mogens Christen Gade.
Formålet med lokalplanen er at etablere et boligområde med rekreative kvaliteter og med en karaktergivende vej i form af en allévej, der omkranser et fælles friareal.
Der må opføres byggeri i op til 2 etager.
Lokalplansforslaget var udsendt i otte ugers offentlig høring fra 15. oktober 2021 til og med 10. december 2021.