ForsidePandrupJammerbugt FC tabte første test til stærke Viborg FF

Jammerbugt FC tabte første test til stærke Viborg FF

Kun få dage inde i forårsforberedelserne var Jammerbugt FC fredag aften i kamp for første gang i år. Ude mod Superligamandskabet Viborg FF endte det med et nederlag på 5-0.

Selve resultatet var dog ikke altafgørende denne dag, hvor det ikke mindst handlede om at se en række prøvespillere an i aktion, og at få nogle vigtige kilometer i benene selvfølgelig.


Og Jammerbugt FC spillerne fik da også lov at løbe i starten af kampen, hvor Viborg FF satte sig på bolden. Efter 10 minutter resulterede det i en friløber, hvor Jammerbugt FC keeper Pape Seydou N’diaye måtte hive i nødbremsen. Det kostede et rødt kort, og så overtog Marcus B. Sørensen posten mellem stængerne.

Viborg FF fortsatte presset og efter små 20 minutter blev det til 1-0 efter et hjørnespark. Superligamandskabet skabte flere chancer, men som de første 45 minutter skred frem, fik Jammerbugt FC også skabt nogle farlige situationer på omstillinger.

Det var dog Viborg FF, som igen viste sig skarpest, da de fem minutter før pausen øgede til 2-0.

I pausen skiftede begge hold flere spillere, men det var Viborg, som fortsatte med at dominere. Fra 2. halvlegs start trykkede Viborg FF hårdt på og det blev i denne periode først 3-0 og kort efter også 4-0 og 5-0.

Jammerbugt FC holdt stand den sidste halve time og må nu tilbage på træningsbanen og arbejde videre. Forberedelserne endnu ikke en uge gammel og der er rigeligt med træningstimer forude, hvor der kan bygges på.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER