ForsideAndetLille stigning i antallet af juleindbrud

Lille stigning i antallet af juleindbrud

Julen 2021 bød på en stigning i antallet af indbrud, men ligger stadig langt under niveauet fra årene før corona. Det Kriminalpræventive Råd opfordrer danskerne til at holde fast i den gode udvikling med Nabohjælp.

Normalt er julen indbrudstyvenes højtid, men for andet år i træk har corona lagt en dæmper på festlighederne. 

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at antallet af indbrudsanmeldelser i juledagene er steget fra 827 i 2020 til 846 2021. Men selvom der er sket en stigning, er der tale om en halvering i forhold til julen 2019.

Det er derfor nærliggende, at corona endnu en gang har haft stor betydning for indbrudstallene, mener indbrudsekspert og analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, Lasse Staun:

– Igen i år har restriktioner som følge af corona sandsynligvis fået flere til at holde sig hjemme i julen. Det har skabt liv og aktivitet i nabolagene, og det gør det svært for tyvene at bryde ind, siger han.

De landsdækkende tal for indbrud i julen følger en generel tendens på indbrudsområdet. Antallet af indbrud er faldet gennem en årrække – en udvikling, som begyndte allerede før, at danskerne blev bedt om at holde sig hjemme, siger Lasse Staun. Dermed kan corona ikke tage hele æren for den positive udvikling på indbrudsområdet.

Landets flere end 230.000 nabohjælpere har i høj grad også været afgørende for, at indbrudstallene er på vej ned, siger Lasse Staun, som bakkes op af Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

– Vi ved fra forskningen, at Nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, så det stigende antal nabohjælpere har uden tvivl en betydning for det faldende indbrudstal. Derfor opfordrer vi danskerne til at holde fast i den gode udvikling og tilmelde sig Nabohjælp, siger Sarah Risbøl Jacobsen.     

Frivillige Nabovenner skal få kurven endnu længere ned

Selvom antallet af indbrud følger en nedadgående kurve, er der fortsat alt for mange indbrud i Danmark. I 2020 var der – på trods af nedlukninger og hjemmearbejde – 17.529 indbrud.

Derfor introducerede Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, for nylig et helt nyt våben i kampen mod indbrud i form at et netværk af frivillige Nabovenner, som gør en ekstra indsats for at holde deres nabolag fri for indbrud. Lige nu er der 590 Nabovenner fordelt over hele landet.

– Nabovennerne er ildsjæle, som vil gøre noget ekstra for at løfte nabohjælpen der, hvor de bor. Det er en indsats, som bygger videre på Nabohjælp. Og bliver antallet af Nabovenner ved med at vokse, som det gør nu, så forventer vi, at vi vil kunne se det på indbrudstallene, siger Sarah Risbøl Jacobsen.

Billedtekst: Du kan forebygge indbrud i dit nabolag ved at tilmelde dig Nabohjælp. Hent Nabohjælps app og opret dig som bruger – så er du i gang. Foto: Nabohjælp

FAKTA  

Indbrud i julen

Politikreds 2018 2019 2020 2021  
Nordjylland 108 82 42 36  
Østjylland 218 240 121 103  
Midt- og Vestjylland 105 115 66 114  
Sydøstjylland 166 157 65 66  
Syd- og Sønderjylland 151 138 42 42  
 Fyn 224 165 111 110  
Sydsjælland og Lolland-Falster 127 93 56 43  
Midt- og Vestsjælland 166 132 61 70  
Nordsjælland 232 247 126 129  
Københavns Vestegn 165 141 67 91  
København 125 107 69 42  
Bornholm  
  1.788 1.618 827 846  

Opgørelse over antal anmeldte indbrud for perioden 17.december 2021 til og med 2.januar 2022 i bolig (villa, lejlighed, værelse og landejendom) registreret efter anmeldelsestidspunkt fordelt på politikredse. Kilde: Rigspolitiet 

Tre gode Naboråd

Brug Nabohjælps app til at advare naboerne

Sig hej til alle du møder i nabolaget

Skab liv og aktivitet i nabolaget

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER