Løft til kulturen skal gøre Nordjylland attraktivt for borgere og besøgende
Kulturlivet får et løft af Regionsrådet, som med knap 1,5 mio. kr. fra sin årlige kulturpulje bakker op om 11 spændende projekter i Nordjylland. Projekterne, som skal sætte kulturen på både det nordjyske og nationale landkort, er udvalgt blandt 27 ansøgninger til den populære kulturpulje.
Politisk ønske om udvikling og partnerskaber
Regionsrådet uddeler midler sin fra kulturpuljen én gang om året. Der uddeles i alt 1.470.000 kr. i 2021, hvor fokus er på projekter, som understøtter kulturel udvikling eller hvor kulturlivet søger nye samarbejdsformer via partnerskaber og netværk. Regionsrådets mål med indsatsen er at understøtte det nordjyske kulturliv, skabelsen af arbejdspladser for nordjyske kunstner og sikre adgang til spændende kulturoplevelser for såvel borgere og turister.
– Vi er glade for at bidrage til udvikling af det nordjyske kunst- og kulturliv, som er med til at gøre Nordjylland attraktivt. De mange ansøgningerne til kulturpuljen viser, at der i alle hjørner af regionen er masser af gode idéer og engagerede mennesker til at føre dem ud i livet. Jeg er overbevist om, at de nye projekter vil sætte varige spor og være med til at skabe gode kulturoplevelser og understøtte kunsten og kulturmiljøerne i Nordjylland til glæde for både borgere og besøgende, siger Ole Stavad, formand for Udvalg for Regional Udvikling.
Unge får nye muligheder med klassisk musik
Et af de støttede projekter er Aalborg Ungdomssymfoniorkester. Her er formålet at give de unge talentfulde musikere mulighed for at spille sammen på et højt kunstnerisk niveau. Projektet skal skabe et nyt musikalsk miljø og understøtte udviklingen, så talenter får mulighed for at blive udfordret på det rigtige niveau.
– Vi ønsker at skabe nye muligheder for børn og unge inden for den klassiske musik. Og med Aalborg Ungdomssymfoniorkester, kan vi bygge et musikalsk fundament for et sundt fællesskab for børn og unge i regionen, siger Aalborg Symfoniorkesters kunstneriske chef, Tecwyn Evans.
Stærke kulturpartnerskaber giver genklang
Et andet projekt, som Regionsrådet har tilgodeset, er Genklang 2022. Dets formål er at samle kulturaktører fra traditionel og ny nordisk folkemusik i tværfaglige partnerskaber i Nordjylland. På den måde skal der skabes stærkere netværk, kulturelle erhverv og publikumsudvikling inden for folkemusikken. Projektet vil sætte fokus på, hvordan folkemusik og dans kan bidrage til udviklingen af kulturtilbud og oplevelser, sundhedsfremmende initiativer og turisme i Nordjylland.
– Regionsrådets opbakning og midlerne fra kulturpuljen er helt afgørende for, at vi nu kan fortsætte den udvikling vi har igangsat i partnerskaber inden for kultur, sundhed og turisme, siger Gerda Hempel, projektleder for Genklang.
Yderligere informationer:
Regionsrådets Kulturpulje
Regionsrådets kulturpulje kan søges af kulturinstitutioner, foreninger, kommuner, organisationer, kunstnere og andre, der arbejder med kunst, kreativitet, kultur og udvikling i Nordjylland.
Følgende projekter fik i 2021 i alt 1.470.000 kr. i støtte fra kulturpuljen:
● Aalborg Ungdomssymfoniorkester, 250.000 kr.
● Waves up North, 150.000 kr.
● Genklang 2022, 150.000 kr.
● Kuratorskolen, 150.000 kr.
● FilmMaskinen, 237.000 kr.
● Os der lever, 200.000 kr.
● Lønstrup International Crafts Center, 50.000 kr.
● iVærk, 50.000 kr.
● Demokratiets Genklang, 100.000 kr.
● Frihed, Lighed og Laks, 87.000 kr.
● Læsø Kunsthal 10 års jubilæumsudstilling, 50.000 kr.
Læs mere om Regionsrådets kulturpulje på Region Nordjyllands hjemmeside