Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
Fra fem til tre i Regionsrådet fra Jammerbugt.
I Danmark respekterer vi heldigvis vælgernes afgørelse. Også når man bliver skuffet, og synes, at resultatet burde være anderledes. Derfor skal der også lyde et tillykke til Mads Duedahl, der er nyvalgte formand for Regionsrådet. Der er virkelig noget at leve op til med det, der er lovet i valgkampen – og med de ”sko” Mads Duedahl skal udfylde efter Ulla Astman.
Hidtil har vi været 5 valgte i Regionsrådet fra Jammerbugt Kommune. Det er vi desværre ikke længere. Nu er vi kun tre fra Jammerbugt. Men, jeg er sikker på, at vi både kan samarbejde og i fællesskab sikre den lokale forankring. Ud over jeg selv, er Mogens Nørgård genvalg og Malou Skeel er nyvalgt.
Vore gode kolleger Lis Jensen og Otto Kjær Larsen valgte ikke at genopstille, og Ib Madsen opnåede desværre ikke genvalg.
Personlig er jeg dybt taknemlig over at være genvalgt. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den tillid, som rigtig mange fra vort lokalområde – og det meste af Nordjylland har vist mig – med 1.940 personlig stemmer.
Jeg bliver næstformand i ”Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen” og medlem af ”Udvalg for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling” samt medlem af ”Udvalg for Borgerinddragelse og Demokrati”. Jeg håber også at kunne fortsætte som Regionens repræsentant i bestyrelsen for Fjerritslev Gymnasium, når den form for poster skal fordeles i januar 2022.
Jeg lover at gøre mit bedste. Både for Nordjylland generelt og som borger i Jammerbugt Kommune med den viden og forankring, som det giver at være lokal repræsentant i Regionsrådet.
Må jeg samtidig benytte lejligheden til at ønske alle en glædelig jul og et godt 2022, hvor vi forhåbentlig får bugt med COVID-19-Pandamien.