Fortællecafeen Lytteposten byder på muntre fortællinger søndag 7. november, kl. 14-16 på Frøstrup Gl Kro.
Connie Anette Nordholt, formand for Fortællecafeen Lytteposten fortæller:
Vi har nu fået genstartet vores Fortællecafe Lytteposten med forskellige fortællinger her i efteråret, som oprindeligt skulle have været afholdt tidligere. Vi har budt på en palet af tankevækkende, personlige, sørgelige og muntre fortællinger.
Vi slutter året 2021 med fortæller Bjarne Jensen fra Ry, og vender derefter stærkt tilbage til januar på fortællingens dag.
Bjarne Jensen er fortæller, journalist og forfatter, og han har et speciale. Han har nemlig skrevet en bog om sit efternavn: ”Bogen om Jensen”.
Det er med udgangspunkt i den, han vil fortælle muntre og overraskende historier om ting, steder og personer med navnet Jensen.
Som en anmelder skrev:
“Uanset hvad man selv hedder til efternavn er “Bogen om Jensen” en underholdende vandring gennem historien, verden, ja selv verdensrummet”.
Men vi får også andre historier, når Bjarne Jensen kommer til Fortællecafeen Lytteposten.
Det er historier, der tager udgangspunkt i hans egne oplevelser eller i noget, han har fundet på. Hvad der er hvad, kan vi ikke være helt sikre på, for nogen gange er grænsen flydende.
Bjarne Jensen er en dygtig fortæller, der kan fange sit publikum, og han serverer fortællingerne med en passende portion tør, jysk humor.
Ind imellem fortællingerne vil Erik og Connie Nordholt spille violin og fløjte.
Vi afholder Fortællecafeen Lytteposten på 1. sal i Frøstrup Gl Kro.
Der er gratis adgang, og der er mulighed for at købe kaffe/te og kage i pausen.
Connie Anette Nordholt er vært.
Efterfølgende arrangementer i Fortællecafeen Lytteposten kommer i 2022: 23. januar, 27. februar og 27. marts. For yderligere information se www.Thy360.dk Fortællecafeen Lytteposten.
Fortællecafeen Lytteposten er støttet af Thisted Kommune.