7.000 fik bøde for at køre for stærkt
Politiet satte fokus på for høj hastighed i trafikken i uge 41, hvor knap 7.000 trafikanter blev sigtet for hastighedsoverskridelser.
I perioden fra mandag den 11. oktober til fredag den 15. oktober 2021 gennemførte dansk politi målrettede indsatser mod hastighedsoverskridelser i trafikken.
Ved de målrettede hastighedskontroller blev der konstateret lidt mere end 7.600 overtrædelser af færdselsloven, heraf:
- Knap 3.600 overskridelser af den generelle hastighed i byerne
- Lidt mindre end 800 overskridelser af den generelle hastighed på landeveje
- Knap 500 overskridelser af den skiltede samt generelle hastighed på motorveje mens
- Lidt mindre end 2.000 overskred den skiltede hastighed på vejene, blandt andet hvor hastigheden var nedsat på grund af vejarbejder.
- Cirka 700 andre overtrædelser af færdselsloven
”Vi har sigtet cirka 6900 for at køre for stærkt fra mandag til fredag i den forgangne uge. Det er stadig alt for mange selvom vi ligger noget lavere sammenlignet med kontrollerne sidste år i samme periode, og her var Danmark endda lukket ned pga. Corona”, udtaler Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiet Nationale Færdselscenter og fortsætter:
”Ikke alene har vi sigtet rigtig mange for at køre for stærkt, men vi har også set nogle ekstremt høje hastigheder. Med så mange sigtelser, kan der vist ikke være tvivl om, at dette område fortsat kræver politiets opmærksomhed, således vi fortsat kan få dæmpet farten. Farten dræber og for høj fart er et problem for trafiksikkerheden”
Fra 2014 til 2019 mistede 401 personer livet i en trafikulykke, hvor en eller flere af de involverede kørte for stærkt i forhold til det tilladte eller forholdene. Hertil kommer antallet af tilskadekomne.
I 75 % af ulykkerne var for høj hastighed en medvirkende faktor til, at ulykken opstod. I de sidste 25 % var hastigheden direkte årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang.