ForsideBlokhusNyt sommerhusområde ved Saltum Strandvej i Saltum

Nyt sommerhusområde ved Saltum Strandvej i Saltum

Kommunalbestyrelsen har godkendt lokalplansforslag 24-009 og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg nr. 38 efter det har været i otte ugers offentlig høring. Udstykningen sker på det tidligere område for Saltum Strand Camping og dækker et område på ca. 7,6 ha. 

Sommerhusgrundene bliver ca. 1.200 m2 hver, og dermed bliver der mulighed for ca. 44 nye sommerhusgrunde bygget i en etage. 


Efter høringsperioden har kommunalbestyrelsen besluttet at ændre det samlede areal for de enkelte sommerhuses størrelse fra 180m2 til maksimalt 150m2 og 35 m2 garage, udhuse mm.

Det sker for ikke at få for store sommerhuse på de relativt små grunde. Efter høringsperioden er det også blevet tilføjet, at ny beplantning skal fremstå med en blanding af egnskarakteristiske buske og træer, og at de ikke må overstige tre meter i højden.

I lokalplanen er der desuden lagt vægt på, at sommerhusområdet kommer til at fremstå sammenhængende, hvorfor der er en række fælles retningslinjer for udformning, farver, tagmaterialer mv. på de kommende sommerhuse. I området vil også blive udlagt et fællesareal med stier, lege- og boldspilsfaciliteter. 

Området ligger knapt 2 km fra stranden og små 3 km fra Saltum by. 

Den stigende udvikling i turismen og investeringslysten i sommerhusområderne øger presset på sagsbehandlingstiden på byggesager og ændringer af lokalplaner i kommunen. Derfor afsættes der næste år og i 2023 1,2 mio. kr. til udarbejdelse af nye lokalplaner i kystområderne og til at nedbringe sagsbehandlingen på ukomplicerede byggesager. I årene derefter afsættes årligt 0,6 mio. kr., så målet om en sagsbehandlingstid på højest 2-3 uger kan opnås.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER