AF Michael Krogsgaard Thomasmindeparken 35 9440 Aabybro Kommunalbestyrelsesmedlem, Venstre
Aabybro – Udvikling frem mod 2025
Aabybro er Jammerbugt Kommunes største by. Indbyggertallet er 6.274 (2021) og har været stigende de sidste mange år. Aabybro er således med til at skabe vækst i kommunen, hvilket er godt og til gavn for hele Jammerbugt Kommune.
Byen udvikler og ændrer sig i disse år – midtbyen er under forandring, nye boligområder kommer til, nye erhvervs- og butiksområder er kommet til. Udviklingen er et udtryk for, at byen er et attraktivt sted for såvel nuværende som nye borgere samt for handels- og erhvervsliv.
For at understøtte og fastholde udviklingen i byen er det vigtigt, at fokus de kommende år rettes mod at skabe helhed, udbygge infrastruktur og faciliteter bl.a.:
- Midtbyen er under forandring – der skal udarbejdes en plan for at skabe helhed og sammenhæng i midtbyen fra Aabybro Centret til DGI Huset/Skolen/Torvet. Heri skal der indgå en plan for hele Irisvej, således beboeren kan få klarhed for fremtiden.
- Infrastrukturen skal udbygges og økonomi hertil skal prioriteres. Der er i sommeren 2021 udarbejdet en infrastrukturanalyse, som beskriver behovene. Det er vigtigt, at analysen de kommende år omsættes til handling og der gennemføres de nødvendige investeringer i infrastrukturen.
- Trafiksikring og sikre skoleveje. Der skal fokus på de bløde trafikanter – stier, cykelstier og trafiksikring af nuværende veje skal prioriteres.
- Stigende indbyggertal stiller krav om flere faciliteter fx ungdomshus, seniorhus, daginstitutioner og fritidsfaciliteter. Der skal fokus på muligheder for at skabe attraktive miljøer, hvor børn og voksne kan mødes og være samme.
Aabybro har et rigt forenings- og kulturliv, hvor mange frivillige hver dag yder en stor indsats til glæde og gavn for byens borgere. Hertil kommer et aktivt handels- og erhvervsliv. Det er et godt udgangspunkt og vigtige elementer for en fremtidig positiv udvikling i byen.
I den kommende kommunalbestyrelsesperiode vil jeg arbejde for ovennævnte fokusområder prioriteres, således at vi kan fastholde og udbygge Aabybro som et attraktivt sted at bo og leve.
En fortsat positiv udvikling i Aabybro kræver handling og prioritering af økonomi. En fortsat positiv udvikling i Aabybro er til gavn for hele Jammerbugt Kommune, idet det skaber vækst, hvilket er nødvendigt for at skabe velfærd for borgerne i hele Jammerbugt Kommune.
Som medlem af kommunalbestyrelsen er du forpligtet til at at udvikle hele Jammerbugt Kommune og
ikke kun Aabybro !
Som byrådskandidat for Radikale Venstre vil jeg arbejde for at udvikle alle kroge af Jammerbugt
Kommune. Venstre har stadigvæk opstilling af byrådskandidater i de fire tidligere kommuneområder,
der nu udgør Jammerbugt Kommune. Sognepolitiken burde også være et afsluttet kapitel for
partiet Venstre.
Jeg har sjældent mødt Michael Krogsgaard til politiske møder, der fandt uden for sognegrænsen
til Aabybro. Mon det ændre sig i fremtiden !
Jørn Baandrup, Radikale Venstre