Flotte og farverige drager på den sommerblå baggrund
International Wind Festival med højt til himlen i Blokhus
Oplev de mange farvestrålende figurdrager, når de med alle regnbuens farver danser på den høje sommerblå himmel over Blokhus Strand i den kommende weekend – 14. og 15. august 2021.
Bamser og fantasidyr
Det er Erhvervsforeningen Destination Blokhus og VisitJammerbugten, der inviterer til den internationale Blokhus Wind Festival, som plejer at finde sted i pinsen. Men på grund af Corona er den 6. udgave af den populære oplevelse flyttet til midt i august, oplyser eventkoordinator Jette Grønhøj på vegne af arrangørerne.
Blandt deltagerne er drage-entusiaster fra både Danmark og Tyskland, og de kommer blandt andet med drager formet som både bamser, fantasidyr og figurdrager, der ofte er hjemmesyet.
– Blandt dragefolket bytter man gerne internt med hinanden for at få nye drager at flyve med, fortæller Jette Grønhøj og opfordrer både publikum og alle, der har lyst til at flyve med drage til at kigge forbi og deltage.
Faldskærm og paragliding
Wind festivalen byder selvfølgelig også på både faldskærmsspring og paragliding.
Faldskærmsklubben Nordenfjords er med for 5. gang og det er nogle dygtige springere, oplyser Jette Grønhøj, som gerne deler ud af deres erfaringer med at springe. Desværre har de i år ikke deres fly med, da det er gået i stykker, men de møder op til en snak om det at springe og de har også medbragt deres udstyr.
På stranden kan PG Nord Paraglideklubben Nordjylland opleves med deres paraglidere, som de gerne viser frem samt fortæller om, hvordan man kan lære at paraglide, og hvad der skal til for at komme i gang.
Det er for børn
Der er også særlige arrangementer for børnene, når der om lørdagen kl. 14 er anderæs for de mindste ved Fiskernes Hus i Blokhus. Der er indskrivningen time før starten.
Ligesom de foregående år vil der være populære aktiviteter som faldskærmsudspring for bamser og efterfølgende karameludkast fra dragefærge hver time om søndagen.
Der bliver masser at kigge på og gode muligheder for oplevelser for hele familien på Blokhus Strand.
Der er gratis entré og højt til himlen, men husk fortsat at holde afstand, lyder opfordringen fra arrangørerne.
Arrangementet er vejrafhængigt så følg med på Facebooksiden Blokhus Wind Festival, hvis der skulle blive ændringer til programmet.