Gæsterne fra Lyngby Boldklub blev mødt af en strid vestenvind, da de fredag aften løb ind på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor de også mødte et veloplagt Jammerbugt FC mandskab, som gav Superliga nedrykkerne kamp til stregen.
Hjemmeholdet kom godt ud af starthullerne og bed sig godt fast i opgøret. Der var mod til at spille med bolden og der var vilje i nærkampene. I det hele taget var en det en rigtig god start fra Jammerbugt FC, som også spillede sig til kampens første chance.
Den stod Sead Gavranovic for i det syvende minut, dan han fra distancen sendte et skud over mål. Fem minutter senere fik også Marcus Sloth Jørgensen en stor chance på et hovedstød efter et frispark fra David Edvardsson, men Sloth fik ikke ramt ordentlig på den.
I stedet viste gæsterne, at de kun skulle bruge en halv chance til at få bolden over stregen, da Lyngbys Frederik Gytkjær gjorde det til 0-1 tæt under mål.
Trods scoringen fastholdt Jammerbugt FC et godt greb om opgøret og skabte flere muligheder for at udligne. 10 minutter før pausen fandt Mads Larsen i venstre side Bardhec Bytyqi, men offensivspilleren sendte sit skud lige forbi mål. Tre minutter senere sendte Frederik Høgh bolden i nettet, men der blev i situationen fløjtet for frispark til gæsterne.
Jammerbugt FC fik ikke udnyttet sine chancer, men som lovet inden opgøret arbejdede alle mand stenhårdt kampen igennem, og holdet var stærke i duellerne – og derfor havde det heller ikke været ufortjent at de to hold gik til pausen med på lige fod. Og hjemmepublikum sørgede da også for at klappe de blåblusede ud til pausen.
Det jævnbyrdige opgør fortsatte i 2. halvleg, hvor Bardhec Bytyqi blot få minutter inde blev blokeret efter et godt gennemspillet angreb fra Jammerbugt FC. Hjemmeholdet skabte flere muligheder, bl.a. til Frederik Høgh og Sead Gavranovic, men ind kom bolden ikke.
I stedet slog Lyngby til igen og viste stor effektivitet foran mål. Med ca. et kvarter igen af opgøret var det Lasse Fosgaard, som efter et fint Lyngby angreb sparkede fladt og resolut i det lange hjørne uden for Marcus B. Sørensens rækkevidde.
Minuttet senere var gæsternes Emil Nielsen centimeter fra at øge yderligere, da han sendte bolden lige forbi krydset efter en friløber. Jammerbugt FC kæmpede videre med alt, hvad der var tilbage i tanken, og da gæsterne blev reduceret til ti mand grundet et rødt kort, opstod en lille åbning for at komme tilbage i opgøret.
Jammerbugt FC fik også en velfortjent reducering, men den kom for sent. Vi har fem minutter inde i overtiden, da indskiftede Max Møller fik kontrol over et Mads Larsen indlæg og ved bagerste stolpe bankede bolden i nettet.
Jammerbugt FC fik lagt et godt tryk på Lyngby BK til sidst, i et opgør med masser af tænding, masser af fight og masser af gode præstationer. Men det vigtigste, point, udeblev desværre denne gang for de blåblusede. Indsatsen var til mere, men gæsterne var mest effektive og tog derfor alle tre point. Således endte det med det første hjemmebanenederlag i meget meget lang tid.
Når skuffelsen over de manglende point lægger sig, skal de positive præstationer tages med videre i sæsonen. Og så skal musklerne løsnes hurtigt. Der er nemlig pokalkamp allerede tirsdag aften.
Jammerbugt FC – Lyngby Boldklub: 1-2 (0-1)
25’ 0-1 Frederik Gytkjær, Lyngby BK
75’ 0-2 Lasse Fosgaard, Lyngby BK
81’ Udvisning Emil Nielsen, Lyngby BK
90’ 1-2 Max Møller, Jammerbugt FC
Jammerbugt FC: Marcus B. Sørensen – Daniel Mortensen, Nikolaj Lyngø, Marcus Sloth Jørgensen, Mads Larsen – Christian Rye, David Edvardsson (Simon Jensen) – Sead Gavranovic (Omar Natami), Mubaarack Nuh (Max Møller), Bardhec Bytyqi – Frederik Høgh. Ikke benyttet: Martin Rom Nielsen, Nicolai Vinter Christensen, Emil Arendrup Nielsen, Magnus Nielsen.